(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

September 1977 • 126. årgang • Nummer 9 



DEN 

STJERNE 




STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 

September 1977 

126. årgang • Nummer 9 

Det øverste Præsidentskab 

Spencer W. Kimball 
N. Eldon Tanner 
Marion G. Romney 



De Tolvs råd 

Ezra Taft Benson 
Mark E. Petersen 
Delbert L. Stapley 
LeGrand Richards 



Thomas S. Monson 
Boyd K. Packer 
Marvin J. Ashton 
Bruce R. McConkie 



Howard W. Hunter L. Tom Perry 
Gordon B. Hinckley David B. Haight 



Rådgivende komité 

Gordon B. Hinckley 
Marvin J. Ashton 
L. Tom Perry 



Marion D. Hanks 
James A. Cullimore 
Robert D. Hales 



Redaktør af kirkens magasiner 

Dean L. Larsen 

International Magazines redaktion 

Larry A. Hiller, chefredaktør 
Carol Larsen, medredaktør 
Roger Gylling, designer 

Den danske Stjernes redaktion 

Jørgen Ljungstrøm, Translation Services 
Vodroffsvej 7, DK 1900 København V 
Kurt Voss, Smedevangen 9, 
DK -3540 Lynge 
Harry Bohler, layout 

Tryk 

Paul Giese KG, Offenbach/Main 

Korrespondenter 

Københavns Stav: 

Den danske Mission: 



Abonnement 

Tegnes gennem wards/grensrepræsen- 
tanten: 12 numre dkr. 42,00 
Nævnte priser er incl. moms og porto. 
Betaling over giro 3120988 til Distributions 
Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge. 
United States and Canada: $ 8.00 
(surface mail) 

© 1977 by the Corporation of the Presi- 
dent of The Church of Jesus Christ of 
Latter-day Saints. All rights reserved. 



• - • 




Indholdsfortegnelse 

Budskab fra Det øverste Præsidentskab — Mormons Bog. 

Af præsident N. Eldon Tanner 1 

De indsamlede legender. Af Franklin S. Harris III 5 

„Bring dem, så skal jeg nok læse dem". 

Af Marjorie A . McCorm ick 9 

En bogs kraft. Af Linda L. Stayton 10 

Hvor var Amerikas Bibel? Af Judith T. Roiz 10 

Opbygning af Zion. Af Ældste Bruce R. McConkie 12 

Spørgsmål og svar 16 

Børnestjernen 17 

Corys dåb 18 

Ildcirklen. Af Mabel Jones Gabbott 22 

Mærkelige fugle. Af John Loveland 24 

Kunstnerisk forberedelse af en lektie. Af Theo E. McKean 25 

Anvendelse af formål i undervisningen. Boyd K. Packer 27 

Søgen efter Lehis spor. Af Lynn M. og Hope A. Hilton 30 





Mormons Bog er efter min mening en af de mest værdi- 
fulde studier af mennesket og dets natur. 
Portrætteret deri er de to yderpunkter af menneskets natur, 
den åndeligt stærke og i grunden godhjertede person på 



den ene side, og på den anden side, dem som er djævelske, 
ondsindede, ubarmhjertige og underlagt begæret efter 
magt. Og så naturligvis dem, der hører til i det grå område 
mellem disse to yderpunkter. Men for størsteparten hånd- 



Budskab fra Det øverste Præsidentskab 



Mormons 



AF PRÆSIDENT N. ELDON TANNER 
Førsterådgiver i Det øverste Præsidentskab 





ler de nephitiske optegnelser om dem, som tjener Herren 
og modtager retskaffenhedens rige velsignelser og beløn- 
ninger, og dem, som følger den ondes veje, og som kong 
Benjamin siger: „bringer fordømmelse over deres sjæl" 
(Mosiah3:18). 

Jeg anerkender fuldtud den vægt, der lægges på Mormons 
Bog som et yderligere vidnesbyrd om, at Jesus Kristus 
er menneskehedens Forløser og Frelser. Der findes san- 
delig ikke noget større vidnesbyrd om Kristus, hans kors- 
fæstelse og opstandelse fra de døde end Mormons Bogs 
beretning om hans besøg i Amerika blandt efterkommerne 
af fader Lehi. Også deri ligger en af de virkeligt store lek- 
tier, som vi kan lære af i Mormons Bog. 

Der kunne ikke hos den mængde mennesker, der var sam- 
let i det forjættede land (i Amerika), være nogen tvivl om, 
at den, der viste sig for dem, var den opstandne Herre. 
Hans tilsynekomst blev bekendtgjort fra Himlene af Fade- 
rens stemme, som sagde: ,,Se, min Søn, den elskede ... i 
hvem jeg har herliggjort mit navn — hør ham." (3. Neph. 
11:7) 

Derudover fulgte Frelseren denne erklæring op med sine 
egne ord, idet han med udstrakt hånd sagde: ,,Se, jeg er 
Jesus Kristus, om hvem profeterne vidnede, at han skulle 
komme til verden." (3. Neph. 11 :10) 
Frelseren gav dem yderligere bevis på, at han var deres 
Herre, da han bad mængden, der havde kastet sig til jor- 
den for ham, om at „stå op og komme hen til mig, så I 
kan stikke jeres hænder i min side og føle naglegabene i 
mine hænder og i mine fødder, så I kan vide, at jeg er 



Israels Gud og hele jordens Gud, som har lidt døden for 
verdens synder". 

Beretningen i 3. Nephi fortsætter således: 
,,Og mængden trådte frem og stak hænderne i hans side 
og følte arrene efter naglerne i hans hænder og i hans fød- 
der .. . 

Og da alle var kommet frem og selv havde set det, råbte 
de alle som med een stemme og sagde : 
Hosianna! Velsignet være den allerhøjeste Guds navn! Og 
de faldt ned for Jesu fødder og tilbad ham." (3. Neph. 
11:14-17) 

Hvor vidunderligt må ikke det have været? Den beskrevne 
scene er en af de mest ophøjede i hele skriften, hvor hel- 
dige har ikke de været, som befandt sig i den folkeskare, at 
de kunne være vidner til den opstandne Herres nedstig- 
ning fra Himlen. Denne åndelige oplevelse står uovertruffet 
i menneskenes optegnelser om forholdet til Guddommen. 
Imidlertid er det muligt, at vi bliver så begejstrede og op- 
løftede over at læse disse få vers, at vi går glip af en af 
de allervigtigste lektier, som forkyndes i dette store reli- 
giøse drama. 

Lektien begynder at udfolde sig, når vi retter opmærksom- 
heden mod denne heldige skare og husker på, at den kun 
var få i antal i forhold til den umådelige befolkningsmasse 
i både landet mod nord og landet mod syd. Hvor var de 
andre? Hvad var der sket med dem? Hvem var de, der 
havde fået lov til at bevidne denne store begivenhed? 
Vi kan i 3. Nephi lære, hvem de velsignede var. Det var de 
nephitter, der „var blevet skånet" og de lamanitter, som 
„nød store gunstbevisninger," over hvem store velsignel- 



Jesus Kristus viser sig for nephiterne (3. Nephi 1 1 : 14-1 7) 




ser blev udgydt, så at Kristus snart efter sin himmelfart 
åbenbarede sig for dem, idet han viste dem sit legeme og 
betjente dem. (3. Neph. 10:18, 19) 

Nøglen til den lektie finder vi i det gentagne udtryk: 
,,som var blevet skånet". Hvem var de, foruden at være 
efterkommere af nephitterog lamanitter? Her er svaret: 
„Og det var den retfærdigere del af befolkningen, som var 
blevet reddet, og det var dem, der tog imod profeterne og 
ikke stenede dem ; og det var dem, som ikke havde udgydt 
de helliges blod, der blev skånet . . . 
Og de blev skånet og blev ikke sænket ned og begravet 
i jorden, og de druknede ikke i havets dyb, og de brændtes 
ikke ved ild; og der faldt heller ikke noget på dem, som 
knuste dem til døde, og de blev ikke bortført af hvirvel- 
vinden, og de overvældedes ikke af tågen, der forårsagede 
røg og mørke." (2. Neph. 10:12-13) 

Det er vigtigt at lægge mærke til budskabet i det næste 
vers : 

,,Og nu måden, der læser, forstå; den, som har skrifterne, 
lad ham ransage dem og se og betragte, om ikke al denne 
død og ødelæggelse ved ild og ved røg og ved uvejr og ved 
hvirvelvinde og ved, at jorden åbnede sig for at opsluge 
dem, ikke er sket for at opfylde mange af de hellige pro- 
feters profetier." (3. Neph. 10:14) 

Jo, sandelig var disse begivenheder, så store og frygtelige, 
som de var, blevet forudsagt igen og igen af profeterne i 
Mormons Bog. Ud fra beskrivelsen, der gives af „Guds 
ord" om de mange byer, der blev ødelagt, kan man kon- 
kludere, at ødelæggelsen kom over de onde, og kun „de 
mere retfærdige af folket" blev skånet. 
Det er Mormons Bogs historie. Hvis det vidunderlige bind 
hellig skrift skal tages som historie, og det tror jeg den 
bør, så er den historien om store civilisationers opståen 
og tilintetgørelse i den vestlige del af verden. Folkene 
rejste sig til de største højder af kunnen og civilisation, 
når de var retskafne og tilbad Herren, og nedsank til øde- 
læggelse i krige og naturkatastrofer, når de vendte sig 
bort fra retskaffenhed. 

Sådan er den lektie, vi kan lære om menneskets natur af 
Mormons Bog. Kong Benjamin forstod det, og gjorde 
forsøg på at fortælle sit folk det. Han sagde i sin sidste 
prædiken: 

„Thi det naturlige menneske er en fjende af Gud og har 
været det siden Adams fald og vil vedblive at være det i 
al evighed, medmindre det underkaster sig den Helligånds 
ledelse, aflægger det naturlige menneske og bliver en 
hellig gennem forsoningn ved den Herre Kristus og 
bliver som et barn, underdaning, sagmodig, ydmyg, tål- 
modig, fuld af kærlighed, villig til at underkaste sig alt 
det, Herren finder tjenligt at pålægge det, ligesom et barn 
underkaster sig sin Fader." (Mosiah 3:19) 
Når kong Benjamin sammenligner det hellige menneske 
med et barn der underkaster sig, antyder han på ingen 
måde, at mennesket skal være en svækling. Nogle af de 
store profeter, ledere og generaler i Mormons Bog var 
blandt de mest trofaste og hengivne tilbedere af Herren. 
De søgte bestandigt guddommelig ledelse og kommuni- 
kerede med Herren. Vi lærer at tre generationer af sådanne 



retskafne profeter fik lov til at se Frelseren i syner, eller 
høre hans stemme, hundreder af år, før han fødtes i ti- 
derne midte — nemlig Fader Lehi, hans søn Jakob og 
Jakobs søn Enos. 

Det var Enos, som giver os en af de værdifulde lektier, som 
vi kan lære af Mormons Bog, at når én, som er retskaffen 
og værdig, ufortøvent søger Herren, så vil han finde ham. 
Han skrev: 

„Og jeg vil fortælle jer om den kamp, som jeg havde med 
Gud, førend jeg fik forladelse for mine synder. 
Se, jeg gik ud i skoven for at jage dyr; og de ord, som jeg 
ofte havde hørt min Fader sige angående det evige liv og 
de helliges glæde sank dybt i mit hjerte. 
Og min sjæl hungrede, og jeg knælede ned for min Skaber 
og anråbte ham i kraftig bøn og påkaldelse for mine egen 
sjæl. Og jeg påkaldte ham den ganske dag, og da natten 
kom, vedblev jeg fremdeles at bede højt, så det nåede 
Himlen. 

Og en røst kom til mig og sagde: Enos, dine synder er 
dig tilgivet, og du skal blive velsignet. 
Og jeg, Enos, vidste, at Gud ikke kunne lyve; altså var 
min skyld borttaget" (Enos 2-6). 

Vi ved ikke, hvilke synder Enos søgte at blive tilgivet for. 
Men måske var det mest alvorlige kun, at han havde tvivlet. 
Og man kan undre sig over, hvordan Enos ville have 
reageret, hvis han var holdt op med at bede, før Herren 
havde manifesteret sig for ham. 

Enos tilhørte den tredie generation af profeter i fader Lehis 
familie, som fulgte Herrens råd og bragte sin familie ud 
af Jerusalem og ved guddommelig ledelse førte dem til det 
forjættede land i Amerika. Selv Lehis egen umiddelbare 
familie var blevet delt mellem dem, som på retfærdig vis 
søgte at tjene Herren, og dem, som overgav sig til Lucifer 
og vendte sig mod Gud. Opdelingen var sket på så gen- 
nemført en måde, at familien til og tilhængerne af den 
retskafne Nephi, kort efter Lehis død, måtte flygte for 
deres liv og begyndte kolonisering af nye områder. De, 
som blev tilbage, førtes af de ugudelige, Laman og 
Lemuel, og blev fjender af Gud. Denne opdeling varede i 
størstedelen af den 1000-årige periode, der begyndte med 
udvandrernes ankomst til Amerika, og til det tidspunkt, da 
profeten Moroni anbragte optegnelserne i Cumorah højen. 
Vi lærer endnu en typisk lektie om menneskets natur 
gennem Enos' skrivelser. Man må ikke gå ud fra, at Satan 
nogensinde vil give op i sin kamp for at vinde tilhængere 
til sine onde veje, og vi må ikke tro, at Nephis tilhængere 
altid fandt det let at være trofaste. Enos, Nephis nevø, har 
dette at sige om sit folk : 

„Og Nephis folk dyrkede jorden og avlede sæd og frugt og 
havde flokke og hjorde og al slags kvæg samt geder og 
vilde geder, og ligeledes mange heste." 
Læg mærke til antydningen af begyndelsen til rigdom hos 
nephitteme, og så kommer denne anklage fra Enos: 
„Og der var særdeles mange profeter mellem os. Men 
folket var et hårdnakket folk, som havde svært ved at 
forstå. 

Og der var intet andet uden megen strenghed, prædiken og 
profeteren om krige, uroligheder og ødelæggelser samt 



stadid påmindelse om døden og den uendeligeevighed, om 
Guds straffedomme og magt — og alt dette for uophør- 
ligt at vække dem og bevare dem i Herrens frygt. Jeg 
siger, der var intet uden dette særligt tydelig tale, der 
kunne hindre dem i at synke ned i hastigt fordærv. Og så- 
ledes skriver jeg om dem . 

Og jeg så krige mellem nephiterne og lamaniterne i min 
tid." (Enos 21-24) 

Allerede nu var Mormons Bogs mønster fastlagt. Vi lærer, 
at selv blandt dem, der hældede mod retskaffenhed, var 
der stivnakkethed og manglende forståelse for Herrens 
veje. Det skete oftest, når de retskafne havde fremgang og 
blev stolte og selvtilstrækkelige og glemte, hvorfra deres 
velsignelser kom. 

Et typisk eksempel på dette forekom i det ti-år, der kom før 
besøget af den opstandne Herre til folket i Amerika, som 
jeg tidligere har talt om. I nogle af de første kapitler i 3. 
Nephi læser vi om heldigt gennemførte krige, som nephit- 
terne førte mod „gadiantons hemmelige selskab", der al- 
mindeligvis kendes som Gadianton-røveme. Herren havde 
inspireret de mere retskafne ledere hos nephitterne, så de 
vandt deres kampe, og resultatet var en mærkbar omven- 
delse blandt nephitterne. 

Med deres fjender slået, glædede nephitterne sig og på- 
kaldte Guds beskyttelse over sig, og ,,de brød alle ud i 
sang og pris som med een stemme, og priste deres Gud for 
det, han havde gjort for dem, og ,, deres hjerter var fyldt 
med glæde, og de udgød mange tårer på grund af Guds 
store godhed." (Se 3. Nephi 4:31, 33) 
Deres omvendelse var tilsyneladende oprigtig. Enhver af 
dem erkendte, at profeterne talte sandhed, ,,og de vidste, 
at Kristus nødvendigvis måtte være kommet på grund af 
de mange tegn, som de hellige profeter havde talt om . . . 
Derfor aflagde de alle deres synder, deres vederstyggelig- 
heder og deres horeri, og tjente Gud med al flid dag og 
nat." (3. Neph.5:2, 3) 

Deres omvendelse var sådan, at de gik i fængslerne og 
prædikede evangeliet for de mange røvere, de havde fan- 
get, og løslod dem, som ville omvende sig og indgå pagt 
om ikke mere at slå ihjel. 

Nephitterne vendte tilbage til deres byer, hvorfra de var 
blevet uddrevet, genopbyggede nogle og istandsatte 
andre. De byggede også mange landeveje, der førte fra by 
til by, og de begyndte at ,,gøre fremgang og at blive mæg- 
tige". Dette var omkring femogtyve år efter Kristi fødsel. 
Skriften siger: ,,Og nu var der ikke noget i hele landet, der 
kunne hindre folket i at have fremgang, hvis de ikke faldt 
i overtrædelse" (3. Neph. 6:4, 5). 

Som det var sket så mange gange før, kunne de ikke mod- 
stå fremgangens fristelser. Skrifterne beretter følgende 
som noget, der skete blot fem år før den opstandne Herres 
besøg blandt dem: 

,,Men i det niogtyvende år opstod der stridigheder blandt 
folket, og nogle blev opblæst af stolthed og praleri på 
grund af deres overordentlig store rigdomme . . . 
Og man begyndte at inddele folket i klasser efter deres 
rigdomme og mulighed for at tilegne sig kundskab og lær- 
dom; ja, nogle var uvidende på grund af fattigdom, og 



andre tilegnede sig stor lærdom på grund af deres rigdom" 
(3. Neph. 6:10, 12). 

I løbet af ganske kort tid var nogle opløftet i stolthed, 
og nogle forblev ydmyge, og derved opstod der stor ulig- 
hed mellem folk i landet. Dette splittede kirken „undtagen 
blandt nogle få lamaniter, som var omvendt til den sande 
tro" (3. Neph. 6:14). 

Så får vi grunden at vide til denne ulighed mellem folk, i 
helt klare vendinger. Det var denne . . . ,,at Satan havde 
stor magt til at ægge folket til at begå alle former for 
synd , fylde dem med hovmod og friste dem til at søge efter 
magt og myndighed og verdens tomme ting. 
Og således forledte Satan folket til at begå alle slags syn- 
der; derfor frydede de sig kun over freden nogle få år" 
(3. Neph. 6:15-16). 

Måske har jeg citeret nok eksempler til at hjælpe os med 
at blive opmærksomme på nogle af de store lektier, der 
kan læres af Mormons Bog. Vi ved fra denne bemærkel- 
sesværdige bog, at store velsignelser følger dem, som er 
retskafne og tjener Herren og søger at opbygge hans rige. 
Vi lærer, at store byer og civilisationer er opbygget efter 
retskaffenhedens princip, og at de ødelægges, når folket 
er modnet i ugudelighed. Vi lærer, at Herren velsigner de 
mennesker, som søger at tjene ham, selvom de bliver for- 
fulgte. Vi lærer, at det er menneskets nedarvede natur at 
blive en fjende af Gud, medmindre det søger og modtager 
Helligåndens kraft. 

Vi lærer også, at blandt årsagerne til ugudelighed er stolt- 
hed, rigdom, uretfærdigt herredømme, klasseskel, selvisk- 
hed, stræben efter magt, og lignende. Det demonstreres 
for os, at den retskafne forbliver sådan ved tro, ved bestan- 
dig kommunikation med Gud, ved hengivenhed for sine 
ledere, ved at være ydmyg og modtagelig for Herrens 
tanker og vilje. 

Blandt de mest betydningsfulde lektier, vi kan lære af 
Mormons Bog, såvel som fra andre hellige skrifter, er, at 
når Guds profeter profeterer og forudsiger begivenheder, 
så vil disse ting virkelig ske. Disse hellige mænd taler for 
den Hellige af Israel, og vi er vidnertil rigelige velsignelser, 
der udøses over de retskafne i henhold til profeti, og den 
endelige ødelæggelse falderover de ugudelige. 
Således ved vi, at Herren mener, hvad han siger, når han 
lover store velsignelser eller truer med ødelæggelse. 
Desuden styrkes vi med sådan kundskab gennem vores 
læsning og studium af Mormons Bog, at vi bliver bedre 
beredt til at leve i vor tid. Forholdene omkring os er ikke 
så meget anderledes end dem, det nephitiske folk levede 
under. Vi er heldige at have Mormons Bog og dobbelt vel- 
signede, når vi læser og studerer den, således som vi nu 
gør det overalt i kirken. Disse velsignelser kommer, når vi 
lærer og anvender de store lektier, der kan hentes fra dens 
inspirerede beretninger. De mange. Jeg har kun berørt 
nogle få men meget betydningsfulde. 
Jeg udtrykker min kærlighed til og taknemmelighed for 
Mormons Bog og dens indflydelse i min tilværelse, og jeg 
beder, at den vil blive et middel til at hjælpe os alle med 
at få yderligere velsignelser fra og godtagelse af vor Herre 
og Frelser, Jesus Kristus. 



De indsamlede 
legender 



AF FRANKLIN S. HARRIS III 



ffe 

I 






SUBSå 








WtjC 









i ' i »ir 




WÉB'WIW «S* 




^JSSK 



S^fef* "É&I^NM 



*#■«.» ^> s . 






'>\^*sror# ~æ$^>^ 



:■ * *, ■*■■■ V* . -■■ i ■ 
V",Vf.,f Tf i 



Maya-udforskeren John Lloyd Stephens gjorde først i 1841 
den gamle amerikanske civilisations vidundere kendt af 
almenheden i sin bog Incidents of Travel in Central Ame- 
rica, Chipas, and Yucatan (Rejseoplevelser i Mellemame- 
rika, Chipas og Yucatan) (Se James S. Packer: „John Lloyd 
Stephens og mayaerne" i Stjernen for juni 1977). Da Joseph 
Smith så et eksemplar af bogen, var hans begejstring ube- 
skrivelig: „Det glæder mig meget at verden hjælper os med 
at skaffe så store beviser . . . hvem kunne have drømt om, 
at tolv år kunne udvikle et så utvivlsomt vidensbyrd om 
Mormons Bog?" (I Times and Seasons, 15. september 1842, 
siderne 914-15) 

Hvad profeten øjensynligt ikke vidste, var, at tre århund- 
reder tidligere søgte spanierne, som kom til den nye verden 
efter svaret på mysteriet om indianernes afstamning, ikke 
alene i resterne af gamle byer men i urinbyggernes tradi- 
tioner og legender. Vurderingen af dette tidlige arbejde er 
interessant i lys af, hvad Mormons Bog fortæller. 
Spanierne fandt et helt anderledes folk i den vestlige ver- 
den og var selvfølgelig nysgerrige med hensyn til deres 
kultur, historie og afstamning. Adskillige militærpersoner 
og katolske missionærer undersøgte det gamle Amerikas 



historie ved at studere de indfødtes lovregler og ved at 
udspørge indianerne selv. I mere end to hundrede år lå 
deres nedskrevne rapporter utrykte og samlede støv i de 
europæiske arkiver. Ingen af dem fandtes på engelsk på det 
tidspunkt, da Mormons Bog blev oversat, og meget lidt var 
blevet udgivet på spansk. 

Hvad lærte spanierne i det sekstende århundrede af de 
ældre amerikanske traditioner? De mest pålidelige kilder 
og de, der går mange århundreder tilbage, mange århund- 
reder før spaniernes erobring af landet, indeholder legen- 
der, der peger på lande på den anden side af havet som 
hjem for forfædrene af den nye verdens beboere. 
Forskellige traditioner fra før Columbus nævner transocea- 
niske emigranter. Endnu før erobringen bragte Montezuma 
spørgsmålet om aztekernes oprindelse og dens betydning 
for aztekernes forhold til spanierne frem, da han først hilste 
på Cortez, således som det fremgår af erobrernes andet 
brev til kong Charles den femte: 

„Vi har lært af vore forfædre, at ... vi er fremmede og kom 
hertil fra fjerntliggende lande. Vi ved, at vore forfædre blev 
bragt hertil af en herre, som de skyldte trofasthed. Han 
vendte senere tilbage til sit eget land ... Vi har altid ment, 



Cortez mødes med Monteyuma. Spanierne var fremmede i Amerik — men det var Aztekerne også. I henhold til deres overleveringer varde 
kommet til Amerika under ledelse af en stor herre eller konge. (Maleri af Sam McKim). 




#gfS?§K, 




Nogle af John Lloyd Stevens illustrationer fra hans rejseoplevelser i Mellemamerika. 



at hans efterkommere ville komme for at underlægge sig 
dette land. På grund af det, som du siger om, hvorfra du 
kommer, nemlig dér, hvor solen står op, og . . . den store 
herre eller konge, som sendte dig hertil, er vi overbeviste 
om, at han er vor retmæssige herre." (Herman Cortez: 
Cartas y documentos, Mexico, Editorial Porrua, 1963, side 
59) 

Montezumas vidnesbyrd blev bekræftet af adskillige katol- 
ske munke, som i mange år indsamlede materiale om 
indianernes fortid. Spanske missionærforfattere som Landa, 
Duran, Sahagun og Torquemada, arbejdede flittigt og usel- 
visk uden at søge belønning for sig selv. Kun få af deres 
samtidige kendte noget til deres arbejde. Kun Juan de 
Torquemadas Monarquia Indiana blev udgivet (1615) i for- 
fatterens levetid. 
Fray Juan var franciskanermunk og lærte totonakernes 



sprog og begyndte at samle oplysninger om de indfødte. 
For det meste baserede han sine skrivelser på de mexikan- 
ske historier, der fandtes i de indfødtes lovregler og især 
dokumenter fra Texcocan. Dertil føjede han førstehånds 
mundtlige vidnesbyrd om etnografiske data (oplysninger 
om naturfolks liv. O. a.). 

En anden franciskanermunk, Bernardino de Sahagun, viede 
60 år af sit liv til at samle materiale om den aztekiske kultur, 
som han nedskrev i 12 bøger. Han lærte sig ikke blot ad- 
skillige indfødte sprog men fik også adskillige kyndige in- 
dianere til at oversætte eller tyde de gamle billedberet- 
ninger. 

Sahagun fortalte to gange om folkeslag, som satte over 
havet i både og landede i Mexico. En gruppe var huaste- 
kanerne: „De sagde, at de, som kom . . . som bosatte sig 
i det land, der hedder Mexico . . . kom i både; de sejlede 



over havet." (Fray Bernardino de Sahagun: General History 
of the Things of New Spain, Book 10, oversat af Arthur J. O. 
Anderson og Charles E. Dibble [til engelsk] i Florentine 
Codex, side 185. Santa Fe, Mexico, the Schooi of American 
Research and the University of Utah, 1961) 
Den anden gruppe var mexikanere: „For meget længe 
siden ... de, som kom først ... de, som kom til at regere 
i dette land . . . kom over vandet i både; (de kom) i mange 
afdelinger." (Samme, side 190) Torquemadas og Sahaguns 
beretninger er i deres grundsyn ens men indeholder man- 
ge forskellige detaljer. De tre stykker, der her er citeret, 
giver den vigtige oplysning om folk, som kom over havet. 
Fray Bernardino henviser også til en gammel hvid race i 
sit afsnit om de tidlige totonaker: „Alle mænd og kvinder 
er hvide, med gode, smukke ansigter med gode karakter- 
træk." (Fray Bernardino de Sahagun: Historia general le las 
cosas de Nueva Espana, Mexico, Editorial Porrua, 1956, 
vol. 3, side 202 

Yderligere oplysninger om hvide mennesker fra før Colum- 
bus kommer fra Sydamerika. Nær Tiahuanaco i Bolivia for- 
talte indianere af colla-stammen Cieza, at en race af skæg- 
gede hvide mænd levede (dér) indtil de krigedes med en af 
de to tidligere inkaledere fra den provins: „En af dem kom 
til søen Titicaca og fandt på den største ø i den sø skægge- 
de hvide mænd, med hvem han kæmpede, indtil han hav- 
de dræbt dem alle." (Pedro de Cieza de Leon: The Incas, 
oversat til engelsk af Harriet de Onis, Norman, Oklahoma, 
University of Oklahoma Press, 1959, side 273) 
Omkring 800 km. mod nordvest undersøgte Cieza ruinerne 
af et sted, der kaldtes Huari i Peru og konkluderede, at den 
civilisation, der havde bygget dem, ikke var inkaer. Ved at 
udspørge de lokale indianere om, hvem der havde bygget 
stedet svarede de, at det hvide, skæggede folk, som boede 
dér længe før inkaerne, havde gjort det. (Samme side 123) 
Diego de Landa, som blev biskop af Yucatan i 1572, huskes 
bedst for sin offentlige afbrænding af biblioteket for mayer- 
nes bøger. Og alligevel skrev han en vigtig beretning om 
de gamle mayaer, der omfattede en interessant overleve- 
ring om yucantanernes forfædre: 

„Nogle af de gamle mennesker i Yucatan siger, at de har 
hørt af deres forfædre, at dette land var beboet af en race 
af mennesker, som kom fra øst, og hvem Gud havde udfriet 
ved at åbne tolv stier gennem havet . . . hvis dette er rig- 
tigt, følger heraf, at alle indbyggerne i Indien er efterkom- 
mere af jøderne." (Alfred M. Tozzer: Landas Relacion de 
las cosas de Yucatan, Papers of the Peabody Museum, Mas- 
sachusetts, udgivet af museet i 1941, vol. 18, siderne 16-17) 
(Angående „Indien" må de erindres at Columbus troede, 
at det land, han kom til, var Indien. Husk også på, at det 
stadig hedder «Vest/no7e/7». O. a.). 

_anda konkluderede, at hvis historien var korrekt, så var 
nayaernes forfædre jøder. Han erkendte ligheden mellem 
israelitternes udvandring fra Egypten. En anden munk, som 
skrev om paraleller mellem hebræerne i Det gamle Testa- 
mente og Amerikas urindbyggere, var Diego Duran. Han 
skrev om den fjerne og forbløffende oprindelse af india- 
nerne. Han afslørede mange paraleller mellem hebræernes 
og aztekernes kultur, hvoraf her er nogle: 



Historierne om skabelsen og Babelstårnet var de samme 
i begge kulturer. (Fray Diego Duran, Aztecs: The History 
of the Indies of New Spain, oversat til engelsk af Doris 
Heyden og Fernando Horcasitas, New York, Orion Press, 
1966, siderne 4-5. Se også 1. Mos. 1, 11:1-9) 
Både hebræerne og aztekerne, „havde som Guds udvalgte 
folk udholdt voldsomme pilgrimsrejser i ødemarken, før de 
nåede deres forjættede lande — Kanaan og Mexicos dale." 
(Fra Diego Duran: Book of the Gods and Rites, og The 
Ancient Calendar, oversat til engelsk og redigeret af Doris 
Heyden og Fernando Horcasitas, Norman, Oklahoma Press, 
1971, side 25. Se også 4. Mos. 14:33-34) 
Aztekerne fortalte et eventyr ligesom det om Moses, der 
ledte israelitterne til sikkerhed: 

„Indianerne har traditioner om en stor mand, som . . . sam- 
lede mængden af sine tilhængere og overtalte dem til at 
flygte fra forfølgelse til et land, hvor de kunne leve i fred 
. . . han gik ned til havets kyst og berørte vandet med en 
stok, som han holdt i hånden. Derpå åbnede havet sig, 
og han og hans ledsagere gik igennem. Og fjenderne, der 
så åbningen, gik efter ham, men vandene vendte tilbage til 
deres plads, og man hørte aldrig mere om forfølgerne." 
Duran skrev om en anden storslået episode, der forekom 
under begge udvandringer: 

„Mens de var lejret ved nogle høje, skete der et forfærdeligt 
jordskælv. Jorden åbnede sig og slugte visse onde men- 
nesker, en begivenhed, som fyldte de andre med rædsel. 
Efter at have set et maleri af denne begivenhed, blev jeg 
mindet om 4. Mosebog, hvor der fortælles om, hvordan 
jorden åbnede sin mund og opslugte Kora, Datan og Abi- 
ram." 

Og Aztekerne sagde ligesom hebræerne, at de havde fået 
manna fra himlen under deres pilgrimsrejse. (Duran Aztecs, 
side 4. Se også 1. Mos. 14:1-30, 4. Mos. 16:1-34, 2. Mos. 
16:4-15) 

De unge aztekere udførte ritualer i templet magen til dem, 
der utførtes af Det gamle Testamentes leviter. Visse slægts- 
linier i begge kulturer havde præstelige embeder. De brugte 
begge madvarer som offergaver til Gud. Det hebræiske 
ritual med at ofre turtelduer svarer nøje til aztekernes of- 
ringer af vagtler. I begge tilfælde vred præsten fuglens ho- 
ved af og kastede det ved siden af alteret, mens blodet blev 
stænket omkring. Offerdyrene, som hebræerne ofrede, skul- 
le være uden fejl. (Duran, Gods, siderne 85, 104, 124, 131, 
32, 33. Se også 5. Mos. 18:1-12; 4. Mos. 15:1-24; 3. Mos. 1: 
14-17, 22:19-20; Salm. 106:37-38) 

Disse og andre slående lighedspunkter, altfor talrige efter 
Durans mening til at være tilfældige, førte ham til at tro, at 
aztekerne var af israelittisk oprindelse. 
Hver for sig er disse overleveringer måske ikke alt for over- 
bevisende. Men tilsammen udgør de et godt bevis og be- 
skriver et indtryk af rejser over oceanet fra Det nære Østen 
til Amerika i gammel tid. 



Franklin S. Harris III, som har en magistergrad i latinameri- 
kansk historie og er pilot for American Airlines, virker som 
søndagsskolepræsident i Arlington ward, Ft. Worth Texas 
stav. 



8 



„Bring dem, så skal 
jeg nok læse dem 55 

AF MARJORIE A. McCORMICK 



En dag i maj 1925 sad mændene i et jernstøberi i London 
omkring ilden, og spiste deres madpakker, da en nyan- 
kommen arbejder, Jack H., rejste sig og sagde: ,,l alle 
mine år i Canada har jeg aldrig hørt et så frygteligt sprog 
og så uhumske historier." 

„Hvad slags mennesker arbejdede du med dér, „var der 
en, derspurgte. 

„For det meste mormoner," svarede Jack. ,,Og jeg boede 
hos en gammel dame, der var mormon, men hun boede 
så langt fra en kirke, at jeg aldrig kom til at overvære et 
møde eller en gudstjeneste, men jeg fandt dog ud af, at 
de lever en god tilværelse. De drikker ikke spiritus, ryger 
og sværger ikke." 

Min mand bemærkede: „De ville være for gode til at leve!" 
Men Jack udfordrede ham til at læse nogle traktater, han 
havde derhjemme. Altid parat til at tage imod en udfor- 
dring, sagde min mand: „Bring du dem, så skal jeg nok 
læse dem." 

Næste dag gav Jack ham fem traktater, en om indianerne, 
en med titlen „Stråler af levende lys", og en med titlen 
„En venlig diskussion". Jeg kan ikke huske, hvad de andre 
hed, men da han kom hjem med dem, slugte jeg dem prak- 
tisk talt. Og det gjorde min mand også. 
Vi har begge haft meget religiøse mødre. Jeg var opdraget 
i Church of England, og min mand var metodist. Men han 
var kommet i adskillige forskellige kirker, og han kunne 
ikke tro på nogen af dem. Jeg selv havde været et mær- 
keligt barn i de fleste læreres og kirkefolks øjne. Jeg 




blev ved med at stille spørgsmål, de ikke kunne besvare. 
Det syntes virkelig, som om vi begge var blevet beredt til 
evangeliet. Jeg var endda blevet opdraget til at holde vis- 
domsordet, selvom min mor ikke kendte noget til det. 
Jack og min mand gennemsøgte London for at finde en 
mormonkirke hver lørddag i et halvt år uden resultat. De 
kunne simpelthen ikke finde den. Så jeg besluttede mig til 
at tage hånd i hanke, med sagen for jeg vår ivrig efter at 
læse Mormons Bog og finde ud af, hvor indianerne kom 
fra. Jeg satte mig til at skrive til det eneste navn og adres- 
se, vi havde, nemlig den, der stod på den ene traktat — 
Brigham H. Roberts, Ferndale Avenue, Toronto, Ontario, 
Canada. 

Efter at jeg havde givet mit brev til mælkemanden, for at 
han kunne lægge det i postkassen, fordi det styrtregnede 
den morgen, gik jeg ovenpå og begyndte at rede sengene. 
Pludselig kom der en frygtelig følelse over mig, og jeg 
mente, at det var fordi jeg havde gjort noget galt. Så jeg 
knælede ved en seng og bad, som jeg aldrig før har bedt. 
Jeg bad Herren tilgive mig, hvis jeg havde gjort noget galt 
ved at skrive det brev, men lovede ham, at hvis jeg fik svar, 
ville jeg vide, at jeg havde fundet den sande kirke og straks 
slutte mig til den. 

Der gik to måneder, og så fik jeg et brev fra missionssekre- 
tæren i Toronto. Han sagde, at han havde skrevet til 
præsident Talmage, som ville fortælle mig, hvor jeg kunne 
finde den nærmeste kirkebygning, og hvor jeg ville være i 
stand til at købe en Mormons Bog. Tænk jer min glæde! 
Da min mand kom hjem, fløj jeg ham om halsen og fortalte 
den gode nyhed. 

Den næste dag fik jeg et vidunderligt brev fra præsident 
Talmage. Jeg har endnu det brev i min mindebog. Kirke- 
bygningen lå dengang i en nordlig forstad til London, og 
vi boede i en vestlig forstad, så det var en besværlig rejse 
til kirkens hovedkvarter i bydelen Tottenham i London. 
Den næste dag var det lørdag, så de to mænd tog meget 
tidligt afsted for at finde kirken. Da de kom ind i bygnin- 
gen, min mand med en cigaret i munden og Jack med en 
pibe, traf de bror André K. Anastasion som bad dem ikke 
ryge i bygningen, fordi det var i modstrid med mormon- 
troen. 

Min mand købte to Mormons Bøger, fordi han var klar over, 
at han ikke ville få en chance for at læse den, hvis jeg 
fik fat på den. De talte med bror Anastasion om evangeliet 
et stykke tid, og han fortalte dem om mødetidspunkterne 
om søndagen. 

Jeg blev stærkt involveret i min Mormons Bog, fordi der 
skete noget vidunderligt. Efter at vi den dag havde lagt 
børnene i seng, satte vi os på hver sin side af kaminen 
for at læse, men jeg havde knapt fået læst det første 
kapitel, før værelset fyldtes med lys. Ja, jeg ligefrem føle 
det, som om jeg var fyldt med lys, og jeg kunne ikke fort- 
sætte læsningen. Jeg vidste, at det var Helligånden, der 
vidnede for mig, at denne vidunderlige bog var sand. 
Jeg har intet begreb om, hvor længe dette varede. Tiden 
stod ganske stille for mig. Tilsidst forsvandt lyset og jeg 
greb igen min dejlige bog og fortsatte læsningen. Er der 
noget at sige til, at jeg blev døbt blot tre uger senere? 



En bogs kraft 



AF LINDA L.STAYTON 



For nylig hørte jeg en bror spørge i et vidnesbyrd møde: 
„Hvis jeg ikke var født i kirken, mon jeg så ville have haft 
overbevisning nok til at slutte mig til kirken?" 
Jeg ønskede at svare: ,,Jo, det ville du! Jeg ved, at bare 
det at have Mormons Bog foran dig ville få dig til at åbne 
den og begynde at læse. Og når du har læst i den, vil 
dine tvivl begynde at forsvinde, og tro vil fylde dit hjerte." 
Min mand og jeg voksede op i en lille by i Illinois. Vi gik i 
samme skole og kom i den samme protestantiske kirke. 
Men allerede som ganske ung var jeg utilfreds med mine 
forældres tro. Ofte plagede jeg dem om at få lov til at blive 
hjemme, og det gav de mig lov til. De troede ikke på barne- 
dåb, så jeg blev aldrig døbt. Jeg gik i søndagsskole og 
deltog kun lejlighedsvis i ungdomsorganisationens akti- 
viteter og altid med skuffede følelser. 
Senere opfordrede en ven mig til at gå med i hans kirke, og 
det gjorde jeg og hjalp endda til sommeren igennem med 
en bibelskole. Men når jeg talte med deres præst om deres 
tro, følte jeg helt sikkert, at jeg heller ikke kunne slutte 
mig til den kirke. Ofte søgte jeg Herren i bøn og spurgte: 
„Hvorfor kan jeg ikke blive lykkelig i dine kirker?" Jeg 
fik ingen svar, og smerten ved mit problem forekom mig 
til tider så stærk, at jeg ikke kunne bære den. Jeg følte mig 
skyldig i ikke fuldtud at høre til en af de kristne trosret- 
ninger. 

Da jeg blev nitten år giftede Mike og jeg os, og det blev 
vores sidste kontakt med nogen kirke, indtil børnene kom. 
Da jeg var klar over, at forældrene er ansvarlige for deres 
børns religiøse opdragelse, begyndte jeg at bringe dem til 
en kirke i nærheden, da Chris var fire og Crystal to år. 
Børnene var ret glade for det, men jeg følte mig som en 
udenforstående. For mig var der ingen kærlighed eller 
varme der, og da jeg studerede, hvad de troede på, var jeg 
igen usikker med hensyn til, om det ville være et sted for 
min familie. To år senere holdt vi op med at komme der. 
Når børnene spurgte, hvorfor vi ikke længere gik i kirke, 
havde jeg ikke noget svar. 

Skyldbevidst begyndte jeg at bringe dem til en anden kirke 
men fandt det umuligt for mig selv at gå indenfor, så jeg 
satte dem bare af ved døren. Men så en morgen, da jeg 
kørte af sted for at sætte dem af ved kirken, kom en over- 
vældende følelse af skyld påny over mig, og jeg var klar 
over, at jeg ikke mere kunne lade dem komme der. Jeg 
spurgte Herren, hvad der var galt. Igen kom der ikke noget 
svar. 

Hele sommeren tog jeg børnene med mig ud på landet hver 
søndag, for at lade dem se alt det smukke i vor Faders 
verden, og vi lyttede til salmesang i radioen. Men jeg følte 
mig heller ikke godt til mode ved dette. Min mand var, 
selvom han ikke var så religiøs anlagt som jeg selv, enig 
med mig om, at når ferietiden kom, ville vi bringe bør- 



nene til den kirke, hvor vi var blevet gift, og få dem døbt. 
Men i stedet for at tage til Michigan i vores ferie, drejede 
vi af mod det vestlige Illinois, og dér besøgte vi Nauvoo og 
tog en tur med guide rundt i byen i en vogn, der blev kørt af 
en ung missionær. Hans kærlighed til evangeliet afspej- 
ledes i hans ansigt og i hans latter. 

I besøgscentret udfyldte vi et kort med anmodning om at 
få missionærbesøg, og værtinden gav min mand en Mor- 
mons Bog med et særligt vidnesbyrd skrevet i bindet. Vi 
drog derfra med en varm følelse i hjertet. 
Denne storslåede bog tiltrak sig bestandigt mine øjne, 
som den lå der på sædet i bilen. Jeg tog den op og læste 
den, indtil det var for mørkt til at læse. Derefter kunne jeg 
ikke slippe bogen. Jeg tørstede efter den kundskab, den 
indeholdt. Mange gange læste jeg nogle stykker højt for 
min mand, og vi forbløffedes over de svar, som bogen gav. 
I løbet af to måneder havde jeg læst bogen og troede på 
dens forkyndelse. 

Vi studerede evangeliet sammen med missionærerne, og 
ikke længe efter blev vi døbt. Jeg blev kaldet til at under- 
vise i juniorsøndagsskolen, og det slog næsten benene 
væk under mig — jeg betragter ikke mig selv som lærer af 
hverken den ene eller den anden slags. Men med min 
himmelske Faders hjælp har jeg fået selvtillid og er nu 
meget glad for det. En ganske særlig oplevelse bidrog til 
at lære mig, at vejledning altid er nær for hånden. 
En aften gik jeg til ro efter at have forberedt min lektie til 
den følgende søndag. Tidlig næste morgen vågnede jeg 
med følelsen af, at min lektie ikke var færdig. Jeg vidste, 
hvad jeg måtte gøre, men jeg kunne ikke se nogen fornuftig 
grund til, at det projekt skulle være vigtig for lektien. En 
varm og vidunderlig følelse kom over mig, da Ånden 
hviskede, at denne oplevelse skulle vise mig, at hjælpen 
altid var nær, endog selvom jeg ikke havde bedt om den. 
Med hjælp fra det ekstra hjælpemiddel som jeg lavede, 
blev undervisningen om søndagen en yderst tilfredsstillen- 
de oplevelse. 

Nu har jeg den sikre fornemmelse, at vi bliver overvåget, 
og selvom livets tidligere ofre syntes umuligt at bære, 
forstår jeg nu, at Herren vogtede over os og ledte os til 
sin sande kirke på sit eget belejlige tidspunkt. Vi har haft 
megen lykke, og nu må vi efterleve evangeliets principper, 
såvi engang igen kan fryde os i Herrens nærvær. 



Hvor var Amerikas Bibel? 

AF JUDITH T.ROIZ 

Jeg kan ikke sige nøjagtigt, hvornår jeg begyndte at tro at 
der dog måtte eksistere nogle religiøse, nedskrevne beret- 
ninger om de gamle folkeslag i Amerika. Men en dag, 
efter mange års religiøs søgen, var denne overbevisning 
der bare. 

Fra barndomstiden var jeg kommet i et protestantisk 
trossamfund, men i mine unge år afviste jeg tanken om, 



10 



hvad der forekom mig at være en hævngerrig, hadefuld 
Gud, som jeg havde lært om, og gik i gang med mit eget 
5-års studium, baseret på Bibelen, for at finde sandheden. 
Denne bog, mente jeg, ville klart tilkendegive principperne 
for den sande kirke. 

Jeg undersøgte også bibliotekets bøger, som jeg mente 
kunne give svar på mit forvirrende spørgsmål: „Hvad er 
de fysiske og åndelige egenskaber ved den sande kirke?" 
Det var altsammen som et forvirrende puslespil for mig, 
og ethvert svar, jeg kunne finde, var endnu en brik til den 
endelige løsning. Det var vigtigt for mig at finde disse 
brikker, for jeg var nødt til at kunne kende den sande kirke, 
når jeg fandt den. Jeg udsøgte mig folk, som var interes- 
serede i videnskab, historie, religion, det overnaturlige, og 
dem talte jeg med. 

Af en eller anden grund blev jeg fanget af interesse for 
gamle civilisationer. Pyramiderne i Egypten og Amerika 
fængslede mig. Hvordan bar mayaerne sig ad med at kon- 
struere deres kalender? Hvor stammede inkaerne fra? Var 
Colombus virkelig den første mand, der kom til Amerika? 
Der var uendelig mange vidnesbyrd om, at der havde ek- 
sisteret en vidtgående forbindelse mellem den gamle og 
den nye verden. 

Efter at have læst gamle værker om historie og religion, 
kom jeg til den opfattelse, at Kristus ikke begrænsede 
sit besøg her på jorden til det jødiske folk. Og, mærkelig 
nok, var de mennesker, som begyndte at fascinere mig, 
netop dem, som levede i det gamle Amerika. Lidt efter 
lidt kom jeg til at tro, at der måtte være, hvad jeg i mangel 
af bedre kaldte for ,,en sydamerikansk bibel". 
Og alligevel kunne jeg ikke finde meget af disse folks 
skrivelser. Spanierne havde tilintetgjort alle de store 
biblioteker, da de overvandt de indfødte i Amerika. Hvor 
besynderligt, tænkte jeg, aztekerne bød Cortez velkom- 
men som den store hvide Gud, der skulle komme fra 
Østen ! 

Hen imod slutningen af min 5-års søgen havde jeg efter 
al min læsning et ganske godt indtryk af den sande kirkes 
principper. For det første måtte den forkynde, at Gud 
Faderen er en kærlig Gud; dernæst måtte Helligånden 
være en aktiv del af troen; kirken måtte være i stand til 
at helbrede de syge og lidende; den måtte tro på et liv 
efter døden ; den måtte have profetiens gave; den måtte 
have en logisk forklaring på Johannes Åbenbaring; den 
måtte tro på de ti stammer og afvente deres tilbageven- 
den; den måtte forkynde at videnskabelige og religiøse 
sandheder kompletterer hinanden og den måtte tro, at der 
er liv på andre planeter. Der var også andre principper, 
som den sande kirke måtte have, men jeg vil ikke her 
skrive om dem allesammen. 

Fast overbevist om, at megen religiøs sandhed var gået 
tabt i Bibelen i den form, der var blevet givet os, beslut- 
tede jeg omtrent på dette tidspunkt at koncentrere mig om 
inkaernes, mayaernes og aztekernes civilisationer. Jeg 
var overbevist om, at nøglen til sand religion var der, hvis 
blot jeg kunne bryde sprog-koden. Hvorfor ville jeg over- 
hovedet prøve det, når mange lærde mænd havde arbejdet 
i århundreder på det? Men jeg købte to bøger, én om 



forsvundne sprog og én om gamle sprog, og jeg begyndte 
at studere egyptiske hieroglyffer. Jeg tror nok, at Herren 
på dette tidspunkt besluttede sig til at have medlidenhed 
med mig. 

Mens jeg studerede og nedskrev, hvad jeg anså for karak- 
teregenskaber ved ,,den sande kirke", begyndte jeg at 
besøge en nær ven for at dele denne opfattelse med 
hende. Når jeg fortalte hende om et princip, som ,,min" 
kirke skulle have, svarede hun altid: ,, Jamen, det er, hvad 
mormonerne tror," eller „det lyder som en mormon-lær- 
dom." På en eller anden måde var jeg aldrig i mine efter- 
forskninger kommet i kontakt med mormon-troen. Men 
efter nogle få ugers forløb bad jeg hende, om jeg kun- 
få lov at læse hendes Lære og Pagter. Jeg læste den bog 
på en enkelt aften og gik videre med ældste James E. 
Tal mages' Trosartiklerne. Så ringede jeg til Jesu Kristi 
af Sidste Dages Hellige og bad dem sende nogle missio- 
nærer. 

Deres forkyndelse var ikke ny for mig. Jeg var kommet til 
at tro på alt dette, princip for princip, i løbet af mine under- 
søgelsers lange år. Da zonelederen interviewede mig til 
dåb og læste fra 3. Nephis syttende kapitel og sluttede 
med det smukke stykke om Kristi velsignelse af de små 
børn, kunne jeg med tårer i øjnene og en klump i halsen 
sige: „Jeg vidste det, jeg vidste det! jeg vidste, at Jesus 
Kristus også besøgte Amerika!" 
Jeg havde fundet min gamle „Amerika-bibel". 




11 



Vi er taknemmelige ud over alle grænser for det vidunder- 
lige arbejde, der gøres i kirken her i Sydamerika. Vi ud- 
trykker vores dybe respekt for de gode mænd, der virker 
som regionalrepræsentanter for De Tolv, som stavspræ- 
sidenter, som biskopper og i andre betydelige stillinger i 
stave og ward. Vi føler, at der er lagt et grundlag for stor 
fremgang og udvikling. Vi forudser den dag, da kirken vil 
have en meget betydelig indflydelse i alle disse storartede 
nationer. Det er en stor tilfredsstillelse, at der er blevet 



organiseret Zions stave her. Vi håber at se stavene øges 

i antal og effektivitet. 

Jeg skal tale om Israels indsamling og om opbygning af 

Zion i de sidste dage. Som vi ved, spredte Herren Israel 

ud blandt alle nationer på jorden, fordi de forsagede ham 

og brød hans befalinger. Som vi også ved, er han nu ved 

at indsamle Israels tabte får og pålægger dem ansvaret 

for at opbygge sit sidste-dages Zion . 

Denne indsamling af Israel og denne opbygning af Zion i 



Opbygning af Zion 



AF ÆLDSTE BRUCE R. McCONKIE 







de sidste dage sker trinvis. Den første del af værket, der 
involverer indsamlingen til De forenede Stater og opbyg- 
ning af Zions stave i Nordamerika, er allerede fuldført. 
Vi er nu i gang med at indsamle Israel i de forskellige 
nationer på jorden og oprette Zions stave overalt på jor- 
den. Det er det arbejde, der nu foregår i alle Sydamerikas 
nationer, og som jeg nu skal tale om. 
Ved en udtalelse fra en gammel profet, som levede for 
3000 år siden, sendte Herren et budskab til os. Den gamle 
hellige mand, der talte således, som Helligånden tilskyn- 
dede ham, sagde disse ord: „For efterslægten skal det 
optegnes, et folk, der skal fødes, skal prise Herren" (Salm. 
102:19). 

Vi er det folk, et folk, som endnu engang modtager åben- 
baring, et folk, til hvem Gud påny har givet sit evige evan- 
geliums fylde, som følge af hvilket vi priser hans hellige 
navn for evigt. 

Det budskab, der er kommet til os, siger at Herren vil „for- 
barme (sig) over Zion, når nådens tid, når timen erinde". 
Budskabet er, at „Herren opbygger Zion, han lader sig 
se i sin herlighed" (Salm. 102:14,17) 
Og hvis jeg nu retteligt kan blive vejledet af Ånden — en 
nåde, jeg oprigtigt ønsker — vil jeg tale om den måde, 
hvorpå Herren vil opbygge Zion, den måde, hvorpå Herren 
har medlidenhed med Zion, og den rolle, vi forventes at 
spille ved opbygningen af Zion. 

Opbygningen af Zion 

Som det klart fremgår af den inspirerede beretning skal 
Zion opbygges — opnå sin fuldkommenhed og herlighed, 
det tilkommer — når Herren viser sig i sin herlighed. Da 
skal det blive, som det én gang var. Det vil ske i tusind- 
årsriget, når alle ting er blevet genoprettet. Zion skal 
fuldkommengøres efter Kristi andet komme. 
Men i mellemtiden, og sådan som det er nu, har Herren 
pålagt os ansvaret for at lægge grundlaget for det, som 
skal komme. Vi har fået til opgave at berede et folk til 
Menneskesønnens andet komme. Vi er blevet kaldet til 
at prædike evangeliet for enhver nation og slægt og 
tungemål og folk. Vi har fået befaling om at lægge grun- 
den til Zion og gøre alting rede for tilbagekomsten af ham, 
som igen skal krone Den hellige By med sin tilstedeværel- 
se og herlighed. Vort budskab til alle mennesker overalt 
er: „Kom til Zion, kom til Zon, bag dens volde finde trøst". 
(Fra salmen : „Israel, Israel, Gud nu kalder", nr44) 

Zion defineret 

Og hvad er så Zion og hvor skal det etableres? På hvilken 
grund skal vi bygge dets mure? Hvor skal vi anbringe dets 
porte og stærke tårne? Hvem skal dvæle indenfor dets 
porte? Og hvilke velsignelser skal hvile over dets indbyg- 
gere? 

Sandelig siger skriften: „Grundfæstet på hellige bjerge, 
har Herren kær Zions porte fremfor alle Jakobs boliger, 
Der siges hellige ting om dig, du Guds stad . . . Men 
Zion kalder man moder, der fødtes enhver, den højeste 
holder det selv ved magt" (Salm. 87:2-3, 5) 
Zion er mange gange blevet oprettet blandt menneskene. 



Fra Adams tid til den nærværende tid, når som helst Her- 
ren har haft sit eget folk; når som helst der har været 
nogen, som har lyttet til hans stemme og holdt hans bud ; 
når som helst hans hellige har tjent ham „af ganske 
hjerte" — har der været et Zion . 

Vores første skrifthenvisning til Zion drejer sig om Enok 
og hans by. Den profet med så uovertruffen tro og kraft 
levede, mens Fader Adam endnu levede på jorden. Det 
var en tid med megen ugudelighed og ondskab, en mørkets 
og oprørets tid, en krigens og ødelæggelsens periode, 
som førte hen mod jordens renselse ved vand. 
Enok var imidlertid trofast. Han „så Herren" og talte med 
ham „ansigt til ansigt" som det ene menneske taler med 
det andetø Herren sendte ham afsted for at råbe omven- 
det andet. Herren sendte ham afsted for at råbe omven- 
delse til verden og bemyndigede ham til at „døbe i Fade- 
rens og Sønnens navn, de, som er fulde af nåde og sand- 
hed, og i den Helligånds navn, som bærer vidnesbyrd om 
Faderen og Sønnen". Enok indgik pagter og samlede en 
skare af virkeligt troende, som alle blev så trofaste, at 
„Herren kom og boede hos sit folk, og de levede i ret- 
ferdighed" og blev velsignet fra det høje. „Og Herren 
kaldte sit folk Zion, fordi de var af ét hjerte og ét sind og 
levede i retfærdighed, og der fandtes ingen fattige blandt 
dem." (Mose Bog 7:8) 

Læg venligst mærke til: Zion er dem, som er blevet døbt; 
Zion er dem som modtager Helligånden; Zion er dem, som 
holder budene; Zion er de retskafne; eller med andre ord, 
sådan som åbenbaringen lyder: „Det er Zion — de rene af 
hjertet" (L. & P. 97:21) 

Enoks by 

Efter at Herren havde kaldt sit folk for Zion, siger skriften, 
at Enok „byggede en by, som blev kaldt Hellighedens 
Stad, ja, Zion," og „Gud tog den op til himlen," hvor 
Gud tog den op i sit eget skød. Og fra da af stammer det 
udtryk: „Zion erflygtet" (Moses 7:19, 69) 
Efter at Herrens folk var blevet forvandlet — for det var 
mennesker, der blev taget op til Himlen, ikke mursten og 
mørtel og sten ; forder findes allerede bedre huse i Himlen 
end mennesker kan bygge på jorden — efter at disse 
retskafne hellige drog bort for at bo på den anden side 
sløret, søgte andre, som var blevet omvendt og ønskede 
retskaffenhed, efter en by, der havde et grundlag, hvis 
bygherre og skaber er Gud, og også de „blev af himlens 
kræfter optaget til Zion." 

Dette samme Zion, som blev optaget i himlen, skal vende 
tilbage under tusindårsriget, når Herren igen bringer Zion 
tilbage, og dets indbyggere skal slutte sig til det ny Jeru- 
salem, som daskai oprettes. (Moses 7:4-69) 

Israels indsamling 

At mange af disse sandheder om Zion var kendt og blev 
forkyndt i det gamle Israel er tydeligt fra mange omtaler 
og henvisninger i Esajas og Salmernes Bog og andre 
steder. Esajas gjorde udtrykkeligt opmærksom på Zions 
stave, der skulle oprettes i genoprettelsens dage. 
Som det er velkendt, blev det gamle Israel spredt blandt 



13 



nationerne omkring i verden, fordi de forsagede Herren 
og tilbad falske guder. Som det også er almindeligt kendt, 
består indsamlingen af Israel af modtagelse af sandheden 
for derved igen at få en sand forståelse af Forløseren, og 
at komme tilbage i den gode Hyrdes fold. Med ordene fra 
Mormons Bog består det i at „genforenes med Guds 
sande kirke og sti" og derpå blive „indsamlet" og „bosat 
i deres forjættede land" (Se 2. Ne. 9:2). 
To ting opnåes ved Israels indsamling : For det første, de, 
som således har valgt Kristus som deres hyrde, de, som 
har påtaget sig hans navn i dåben, de som søger at glæde 
sig over hans Ånd her og nu og at blive arvinger til evigt 
liv herefter — sådanne mennesker er nødt til at blive 
indsamlet for at styrke hinanden og hjælpes ad med at 
fuldkommengøre deres tilværelse. 

Og for det andet har de, som søger de højeste belønninger 
i evigheden, brug for at være, hvor de kan modtage vel- 
signelserne i Herrens hus, både for sig selv og for deres 
forfædre i Israel, som døde uden kundskab om evangeliet, 
men som ville have modtaget det af hele deres hjerte, 
hvis de havde haft lejlighed dertil. 

Manifesteret som det blev i denne uddelings tidligste tid, 
betød det indsamling til Herrens hus' bjerg på bjergtop- 
pene i Nordamerika. Kun dér var der menigheder, stærke 
nok til at de hellige kunne støtte hinanden, kun dér var der 
templerfor den allerhøjeste, hvor ophøjelsens ordinansers 
fylde udførtes. 

Kirken overalt i verden 

Imidlertid er dagen nu kommet efter hans forsyn, som 
kender alle ting; efter hans forsyn, som adspredte Israel, 
og som nu indsamler sit yndlingsfolk igen ; ja, nu er dagen 
kommet, da Kristi fold igen udstrækkes til jordens ender. 
Vi er endnu ikke etableret blandt alle nationer, men skal 
sandelig blive det, før Menneskesønnens andet komme. 
Som Mormons Bog siger det : i de sidste dage, skal , ,Guds 
hellige" findes „på hele jordens overflade". Også: „Lam- 
mets kirkes hellige . . . adspredte, som de er „over den 



hele jord" . . . skal blive „udrustet med retfærdighed og 
med Guds kraft i stor herlighed". (Se 1 . Ne. 14:12-14) 
Vi lever i en ny tid. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige 
er hurtigt ved at blive en verdensomspændende kirke. Me- 
nigheder af hellige er nu, eller vil snart blive, stærke nok 
til at støtte og opretholde deres medlemmer uden hensyn 
til, hvor de bor. Templer bliver bygget hvorsom helst be- 
hovet retfærdiggør der. Vi kan forudse mange templer 
f .eks. i Sydamerika i tidens løb. 

Zions stave 

Zions stave bliver også organiserede overalt på jorden. 
Lad os i den forbindelse tænke lidt over disse kends- 
gerninger: En stav i Zion er en del af Zion. Man kan ikke 
skabe en Zions stav uden at oprette en del af Zion. Zion 
er de rene af hjertet; vi opnår hjertets renhed gennem dåb 
og lydighed. 

En stav har geografiske grænser. At skabe en stav er 
ligesom at grundlægge en hellig by. Enhver stav på jorden 
er indsamlingssted for de tabte Israels får, som lever in- 
denfor dens grænser. Indsamlingsstedet for peruvianere 
er Zions stave i Peru, eller de steder, hvor der snart vil 
blive stave. 

Indsamlingsstedet for chilensere er Chile; for bolivianere 
er det i Bolivia; for koreanere er det i Korea; og sådan 
videre over hele jorden. Spredt omkring i alle nationer er 
Israel kaldet til at samle sig i Kristi folde, til Zions stave, 
efterhånden som sådanne oprettes i deres nationer. 
Esajas profeterede, at Herren skal forårsage, at „Jakob 
slår rod, Israel skyder og blomstrer og fylder verden med 
frugt". Herrens løfte er: „I skal opsamles én for én, Israels 
børn." (Es. 27:6, 12) 

Det vil sige — Israel skal indsamles én for én, familie for 
familie, til Zions stave, som er oprettede overalt på jorden, 
så hele jorden skal velsignes med evangeliets frugter. 
Dette er derfor brødrenes råd : Opbyg Zion, men opbyb den 
i det område, hvor Gud har givet jer fødsel og nationalitet. 
Opbyg den dér, hvor han har givet jer borgerskab, familie 




14 



og venner. Zion er her i Sydamerika, og de hellige, der 
udgør denne del af Zion, er og bør være den livgivende 
indflydelse i alle disse nationer. 

Og vid dette: Gud vil velsigne den nation, der ordner sine 
forhold på en sådan måde, at den fremmer arbejdet. 
Zion i de sidste dage 

Hans værk inkluderer bygningen af Zion i de sidste dage. 
Han har bemyndiget os til at udføre dette arbejde for ham. 
Grundlaget for Zion er allerede blevet lagt i Nordamerika, 
i Sydamerika, i Europa, i Asien, på øerne i Sydhavet og 
ethvert andet sted, hvor der findes Zions stave. Men Zion 
er endnu ikke fuldkommengjort nogen af disse steder. Når 
Zion er fuldkommengjort, vil det være som med det gamle 
Zion — Herren vil komme og bo hos sit folk. 
Vores tiende trosartikel siger: ,,Vi tror på Israels virkelige 
indsamling." Denne indsamling sker, når Israels tabte får 
kommer ind i kirken. Det sker, når deres synder er bort- 
vaskede i dåbens vande, så de endnu engang har kraft til 
at blive rene af hjertet; og Zion er de rene af hjertet. 
Vores trosartikel siger videre, at ,,vi tror ... på de ti stam- 
mers tilbageførelse". Det er noget, der hører fremtiden til. 
Det vil ske, når Herren igen bringer Zion herned i henhold 
til løfterne. 

Trosartiklen siger: ,,Zion (det ny Jerusalem) vil blive 
grundlagt på det vestlige fastland (Amerika)" Dette er også 
fremtid og vil ske, efter at Herrens folk har opnået styrke og 
magt i alle de nationer, hvortil han har udspredt dem. 
Trosartiklen siger: ,,at Kristus personligt vil regere på jor- 
den, og at jorden vil blive fornyet og få sin paradisiske 
herlighed". Også dette er fremtid, en dag, som vi med 
længsel ønsker og søger. (Se 10. trosartikel) 

Opbyg Zion 

Enhver af os kan opbygge Zion i vor egen tilværelse ved at 
være rene af hjertet. Og løftet er: „Salige er de rene af 
hjertet, thi de skal se Gud" (Matt. 5:8) Enhver af os kan 
udvide Zions grænser ved at samle vore venner og naboer 
ind i Israels fold. 



Det, som vi taler om her, er en del af en stor plan og et 
program, udarbejdet af Herren. Han har kendt enden fra 
begyndelsen. Han har ordineret og påbegyndt det system, 
som nu virker. Han har adspredt sit folk blandt alle jordens 
nationer. Og gennem hans godhed og nåde har han- ved 
at åbne Himlene, ved hellige engles betjening, sendt fra 
hans nærvær, ved at lade sin egen stemme lydefra Himlen, 
ved at udgyde af Helligånden; ja, ved alle disse midler — 
endnu engang oprettet fylden af sit evige evangelium. Han 
har kaldt os ud af mørket og ind i Kristi vidunderlige lys. 
Han har befalet os at opbygge Zion påny. Han har befalet 
os at overvinde verden. Han har befalet os at forsage det 
onde. Han har gjort os til sine repræsentanter og agenter. 
Han har bemyndiget os til at gå ud og finde Israels tabte 
får. Han ønsker, at vi skal indbyde dem til at indsamles 
i den sande kirke sammen med Guds hellige. 

Vidnesbyrd 

Dette er et storslået og meget betydningsfuldt værk. Der 
findes ikke mage til gerning i hele verden. Jesu Kristi 
evangelium er det største i Himlen og på jorden. Vi fryder 
os i de storslåede sandheder fra Himlen, som vi har mod- 
taget. Vi priser Herren for hans godhed og nåde. Og vi 
kender inden i os selv sandheden af og guddommeligheden 
ved disse ting. 

Gennem åbenbaringer fra Helligånden til min sjæl ved jeg, 
at dette arbejde, som vi er engageret i, er sandt. Jeg ved, 
at Herren har sin hånd med i det. Jeg ved, at vort arbejde 
vil lykkes. Den dag vil komme, da kundskaben om Gud vil 
dække jorden, som vandene dækker havet. Vi er det mest 
velsignede og favoriserede folk på jorden. Gud give os 
visdom, Gud give os iver og hengivenhed. Gud give os 
begejstring og sund fornuft til at gå fremad i hans ærinde, 
ved selv at efterleve evangeliet og frelse vores egen sjæl, 
og ved at tilbyde hans andre børn disse storslåede prin- 
cipper for frelse. Dette er Herrens værk. Det er sandt, og 
jeg vidner derom i Herren Jesu Kristi navn. Amen. 




15 



Spørsmål og svar 




Hvor mange sprog er Mormons Bog blevet oversat til, og 
hvor mange eksemplarer er der blevet trykt i årene efter 
dens første udgivelse? 

Allen E. Litster, administrator for etablerede sprog, kirkens 
distributions- og oversættelsestjeneste: Siden trykningen 
af de første fem tusinde eksemplarer i Palmyra, New York, 
i foråret 1830, er Mormons Bog blevet udgivet på syvog- 
tyve sprog. Selvom den nu er udsolgt i Deseret Alfabetet 
på walisisk, hawaiansk, tyrkisk, czekkisk og armensk, 
kan den stadig fåes på engelsk, dansk, tysk, fransk, 
italiensk, spansk, svensk, maoriansk, hollandsk, sa- 
moansk, tahitisk, japansk, portugisisk, tonganesisk, norsk, 
finsk, rarotongask, kinesisk, koreansk, afrikaans, thai- 
landsk, indonesisk foruden en engelsk udgave i blind- 
skrift. 

Selvom Mormons Bog langtfra er den mest udbredte bog 
i verden, er dens udbredelse imponerende. Siden 1830 er 
omkring 18 millioner eksemplarer blevet trykt rundt om- 
kring i verden af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. 
Eksemplarer er også trykt af Den reorganiserede Kirke. I 
1976 alene blev omkring en million eksemplarer af de 
hellige optegnelsertrykt på toogtyve sprog. 
I sammenligning hermed er Bibelen, eller uddrag deraf, 
blevet trykt på mere end 1550 sprog. Mere end 6 millioner 
af den fuldstændige Bibel blev fordelt verden rundt i 1975 
foruden omkring 300 millioner eksemplarer af dele af 
Bibelen. 

Klassificering og bedømmelser varierer, men der tales 
omkring 3500 sprog rundt omkring i verden i dag. Omkring 
114 af disse sprog tales hver af mere end en million men- 
nesker. De 22 spfog, hvori Mormons Bog nu foreligger 
trykt, repræsenterer omkring 40% af verdens befolknings- 
tal. 

Oversættelse af Mormons Bog er en kolossal opgave, der 
bogstaveligt kræver flere års tålmodig, ydmyg indsats. 
Ikke blot kræver det en tydelig doktrinær forståelse og 
beherskelse af både engelsk og det pågældende sprog, 



men man kommer også ud for nogle enestående sprog- 
lige problemer. Mens for eksempel verber på engelsk og 
mange andre sprog benyttes enten i entals- eller flertals- 
form, giver adskillige sprog mulighed for både entals-, 
dobbelttals- og flertalsformer. Når en oversætter kommer 
til en sætning, der lyder således: ,,Og da jeg, Nephi, 
havde talt disse ord til mine brødre, blev de vrede på mig" 
(1 . Ne. 7:16), må oversætteren afgøre, om Nephi kun taler 
om to af sine brødre eller flere end de to. På nogle sprog 
er der ikke noget ord for ,, broder", og det kan kun benyttes 
i forbindelse med enten ,, yngre" eller ,, ældre", hvorfor 
oversætteren må bestemme sig til, om f.eks. Jareds bror 
var yngre eller ældre end Jared. De fleste af os vil nok 
oversætte ordet ,, betimes", som det bruges i den engel- 
ske udgave af Lære og Pagter 121 :43, til „fra tid til an- 
den", men en omhyggelig undersøgelse viser, at på 
Joseph Smiths tid betød ordet ,, straks". Dette er kun tre 
enkle eksempler på, hvorfor det tager tid at oversætte 
Mormons Bog og andre hellige skrifter, og hvorfor over- 
sættere og gennemlæsere må vejledes omhyggeligt af 
Ånden. 

Ikke alle udgaver af Mormons Bog er til at begynde med 
blevet oversat af officielle kirke-oversætter. I flere tilfælde 
har kirkemedlemmer følt sig stærkt tilskyndet til at være 
med til at gøre Mormons Bog tilgængelig på deres eget 
sprog og har tilbragt årevis af deres tid med at oversætte 
og har derpå uselvisk tilbudt deres manuskripter til kirken 
som det bidrag, de nu kunne være. 

For nogle få sprogs vedkommende er oversættelsen fore- 
taget af mennesker, som ikke er sidste dages hellige, men 
som Herren har inspireret og vejledt ved udførelse af 
arbejdet. Foreksempel blev Mormons Bog oversat til afri- 
kaans (sydafrikansk-hollandsk) af en sådan mand, som 
var særdeles kvalificeret og stærkt anbefalet af lokale kir- 
keledere. Han fortæller, at når han havde vanskeligheder 
med et bestemt sprogafsnit, sammenlignede han om- 
hyggeligt med andre foreliggende sprog. Hjalp heller ikke 
det, kendte han kun til én hjælpekilde, som kunne klare 
problemet, og det var at knæle ned og bede Herren om 
hjælp til at udforme afsnittet på sit eget sprog. Han skuf- 
fedes aldrig deri. 

Folk spørger tit, hvilke „nye" sprog vi er ved at oversætte 
Mormons Bog til, eller hvilket sprog kirken nu agter at gå 
igang med. Sådanne bekendtgørelser hører Det øverste 
Præsidentskab og De tolvs Kvorum til, og vil blive givet til 
rette tid og på rette sted . Men så meget er klart : Mormons 
Bog „indeholder . . . Jesu Kristi evangeliums fylde" 
(L.&P. 20:9); „Kirkens ældster, præster og lærere skal 
forkynde mit evangeliums grundsætninger, som de findes 
i . . . Mormons Bog" (L.&P. 42:12); og i de sidste dage 
skal „enhver høre evangeliets fylde i sit eget sprog" 
(L.&P. 90:11). Til Herrens egen tid og på hans egen måde 
vil han sørge for opfyldelsen af disse løfter til ethvert 
folkeslags sprog. Millioner af mennesker i hundredvis af 
lande har læst Mormons Bog på snesevis af sprog og har 
modtaget kraftige vidnesbyrd om, at den er sand. Enhver, 
som i oprigtighed læser og undersøger, kan på samme 
måde modtage et sådant vidnesbyrd. 



16 




Børnestjernen 





V 
A 



Trick med tandstikkere 

VIOLET M. ROBERTS 

Giv hvert medlem af familien 24 
tandstikkere. Alle arrangerer deres 
tandstikkere som vist på tegningen. 
Prøv nu, hvem der først kan lave tre 
kvadrater ved kun at flytte 4 tand- 
stikkere. Når I har prøvet dette 
trick, så prøv det på nogle venner. 
Løsningen findes overfor. 



Hvilken familie 

I familien Schmidt har hver datter samme antal 
brødre, som hun har søstre, og hver søn har 
dobbelt så mange søstre, som han har brødre. 
Hvor mange sønner og døtre er der i familien? 



jeuuøs ej} Bo ejjøp ejy 



Hvilken farve havde bjørnen? 

En jæger slog lejr. Han gik bort fra lejren og 
vandrede 10 km mod syd, derpå 10 km mod vest. 
Her så han en bjørn, som han skød. Han trak 
bjørnene tilbage til lejren, en afstand på 10 km. 
Hvilken farve havde bjørnen. 

epejjBis ubu, joau, 'bjj 
lu>j oi- i6u6B[øu jea jep 'pejs iap \\\ }S8a pow uu>| 
OL edjep 'pÅs poiu w>| q± e6 euun>| ueu, bjjjoau, 
'pojs ojseue jep je \qq -uoiodpjou ed jfoj }8B|s 

8ABU, BLU pUBUJ U8p JOJ. 'UJøfqSj pJALJ U8 JBA }8Q 



17 




Cory s dåb 

Fotografier af Eldon Linschoten 




1 



Cory bereder sig til dåb ved at 
komme i søndagsskolen og 
primary. 





2 



Han overværer også nadver- 
mødet sammen med sine 
forældre og venner. 





At læse i skrifterne hjælper Cory 
til at berede sig. 



3 



18 




5 



Corys far og mor diskuterer betydningen af 
denne særlige fødselsdag med ham, og hvad 
det betyder at blive døbt. 




4 



Alle i Corys familie fejrer hans 
fødselsdag ved familiehjemme- 
aftenen. 



Cory taler med sin biskop om 
sin værdighed og villighed til at 
blive døbt. 



6 





7 






Han taler også med sin 
himmelske Fader og opsender 
en særlig bøn for sin dåb på 
lørdag. 



19 




8 



Og ved dåben sidder Cory 
sammen med sin far og nogle af 
sine venner, som også skal 
døbes. De skal allesammen være 
klædt helt i hvidt. 



Efter en åbningssang og bøn 
tales der kort om dåbens 
betydning. 



9 





Hvert enkelt barn hjælpes ned i 
vandet af den, som udfører 
dåben. 



10 



Da det bliver Corys tur, viser 
hans far ham, hvad han skal 



20 





12 



Så løfter Corys far den højre 
hånd til en vinkel og siger 
bønnen og døber ham ved 
nedsænkning i vandet. 





15 



Corys familie er meget stolt over 
ham, og især bedstemor og 
bedstefar. 




Når dåben er udført, forlader 
Cory og hans for dåbsværelset. 
Den følgende fastesøndag skal 
Cory bekræftes som medlem af 
kirken og modtage Helligåndens 
gave. 



14 



21 



Ildcirklen 



AF MABEL JONES GABBOTT 




Det frygtindgydende budskab om, at der var brand i 
fængslet, spredtes hurtigt blandt lamaniterne i Ne- 
phis land. Og mange skyndte sig hen for at se, hvad 
der var blevet af Lehi og Nephi, som netop den dag 
skulle henrettes. Før de var blevet fjernet af trop- 
perne, havde de omvendt otte tusinde lamaniter til 
Guds kirke. Og fordi de havde haft så stort held med 
sig i deres forkyndelse af evangeliet, var de blevet 
sat i fængsel, hvor de i mange dage ikke fik noget 
at spise. 

Dette var den dag, soldaterne ville dræbe deres ne- 
phitiske fanger. 

Aminadab, som nephitisk af fødsel engang havde 
hørt til Guds kirke, skyndte sig afsted sammen med 
soldaterne og de nysgerrige tilskuere. Da de kom til 
fængslet, blev de forbløffede over at se, at Lehi og 
Nephi var omgivet af en søjle af ild. Men varmen var 
så stærk, at lamaniterne ikke kunne komme nær 
nok til at lægge hånd på fangerne. Og da de så, at 
Nephi og Lehi stod dér midt inde i flammerne og 
ikke blev brændte blev de lamslåede af forbavselse. 
Selvom Nephi og Lehi var svage efter deres fangen- 
skab, fattede de mod, da de forstod, at de på grund 
af deres trofasthed blev beskyttede mod deres fjen- 
der. Og frimodigt henvendt til lamaniterne sagde de: 
„Frygt ikke, thi det er Gud, der har vist jer disse for- 
underlig ting ... at I ikke kan lægge hånd på os for 
at dræbeos." 

Pludselig rystede jorden, og en stor sky overskyggede 
de tilstedeværende. De stod helt stille af frygt, og 
over skyerne lød en stemme, som sagde: ,, Omvend 
jer, omvend jer, og søg ikke mere at udrydde mine 

22 




tjenere, som jeg har sendt til jer for at forkynde jer 
godt budskab. 

... Og da de hørte denne røst ... det var ikke en 
tordenrøst . . . men ... en stille og fuldkommen 
mild røst, som om det var en hvisken, og den trængte 
ind i sjælens inderste — 

Og til trods for røstens mildhed rystedes jorden me- 
get stærkt, og fængslets mure skælvede atter, som 
om de ville styrte sammen ..." 
Tre gange lød stemmen gennem mørket. Og lamani- 
terne kunne ikke bevæge sig på grund af deres frygt. 
Så vendte Aminadab sig om og så Nephis og Lehis 
ansigter skinne gennem den mørke sky. 



Aminadab råbte til folk, at de skulle se, at de skulle 

tro på, hvad Nephi og Lehi sagde, og at de skulle 

omvende sig og tro på Kristus. Lamaniterne påkaldte 

ydmygt Herren i stor tro. Pludselig forsvandt den 

mørke sky, og også de blev omringet af ild. 

,,Og se. Guds hellige ånd kom ned fra himlen og 

tog bolig i deres hjerter, og de blev ligesom opfyldt 

af ild og kunne tale forunderlige ord. 

Og det skete, at der kom en røst, ja, en behagelig 

røst, ligesom en hvisken, som sagde: 

Fred være med jer på grund af jeres tro på min 

højtelskede Søn, som var til fra verdens begyndelse." 

(Se Helaman, kap 5) 




i 



Mærkelige 



AF JOHN LOVELAND 




I en skønhedskonkurrence for fugle ville New Zea- 
lands kiwi-fugl hurtigt glide ud. Den mærkelige fugl 
ser underlig ud og minder om en halvtoppustet fod- 
bold med hår, og dens lange, slanke næb kan endog 
minde om boldens oppustnings-slange, som nogen 
har glemt at fjerne. Kiwi-fuglens hjemsted er New 
Zealands skovområder. 

Foruden sit mærkelige udseende adskillerkiwi-fuglen 
sig fra andre fugle på flere måder. Dens fjer ser ud 
som svagt-brunt hår, den har ingen hale og kan ikke 
flyve. Under dens hårlignende fjer er der to benede 
klumper, hvor de fleste fugle har udbredte vinger, 
men de er til ingen nytte for den mærkelige fugl. 
Kiwi-fuglen er også den eneste fugt med næsebor 
øverst på næbbet, hvormed den lugter sig frem til 
føden. 

En fuldtudviklet kiwi-fugl vejer omkring halvandet 
kilo eller så meget som en høne. Dens æg vejer op 



til et halvt kilo stykket og er i forhold til fuglens stør- 
relse det største af alle fugleæg. 
Kolibrien, verdens mindste fugl, må vente fra 14 til 
16 dage på, at dens æg bliver udruget. For høns 
tager det omkring 21 dage. Strudsen er verdens 
største fugt, og for den tager det omkring 42 dage 
at udruge æggene. Hvor længe tror du, at det tager 
en kiwi-fugl at udruge sine æg? Jo, også her lever 
denne fugl op til sit ry for mærkværdigheder. Det 
tager omkring 75 dage for en kiwi-fugl, før dens kyl- 
linger kommer ud af æggene! 

Du vil måske aldrig få en kiwi-fugl at se, selvom du 
rejser til New Zealand. Medmindre, selvfølgelig, du 
tager ud til en zoologisk have. I deres naturlige hjem 
tilbringer de dagen i deres huler, der bare er huller i 
jorden. Men om natten kommer de frem for at søge 
efter deres yndlingsspise — orme, insekter og bær. 
Og Kiwi-fuglens lange, nålelignende næb er et per- 
fekt redskab til at trække orm op af jorden med. 



24 



Jeg tilbragte mange timer ikke bare med at glæde mig 
over men omhyggeligt at undersøge de penselstrøg, der 
endnu ses i den stivnede maling. Jeg interesserede mig 
specielt for den måde, hvorpå farverne blev blandet og an- 
bragt ved siden af hinanden. 

Det var spændende. Og endelig, da jeg var blevet noget 
ældre, kunne jeg ikke styre mig. Jeg var simpelthen nødt 
til at prøve det selv! 

Jeg anskaffede mig nogle få materialer, og så gik jeg i 
gang med at male, efter at resten af familien var gået til ro. 



Som meget ung mand var jeg fascineret over oliemalerier. 
Mit første forsøg var et forsøg på at kopiere et maleri af 
et smukt landskab. Omhyggeligt malede jeg himlen — den 
hele — i alle dens detaljer. Jeg prøvede endog at få mine 
penselsstrøg til at ligne dem, jeg så på originalen. Da 
himlen var færdig, malede jeg det storslåede bjerg; hvert 
eneste penselsstrøg! Og så træerne — et ad gangen, 
naturligvis; og så søen. Videre og videre nedad, indtil jeg 
tilsidst fik anbragt de sidste blade af græs på den eneste 
smule hvid plads der var tilbage nederst på lærredet. 



Kunstnerisk 
forberedelse 
af en lektie 




Intet kunne have forhindret mig i at vække min far og mor 
for at vise dem mit „mesterværk". 

I virkeligheden var maleriet, i betragtning af alt det, jeg 
endnu ikke havde lært, ikke så dårligt. På det tidspunkt 
af min udvikling, havde jeg ikke lagt mærke til, at far- 
verne, der reflekteredes af søen, ikke var meget lig de far- 
ver, hvorfra disse ref lektioner kom, eller at perspektiv- 
føringen og størrelsesforholdene var forfærdelig forvræn- 
gede. 

Det var først, da jeg tilmeldtes kunst-klasserne på universi- 
tetet, jeg kom til at forstå, at store kunstnere ikke pro- 
ducereret produkt ved at begynde foroven på lærredet og 
derfra langsomt at bevæge sig systematisk nedad. I stedet 
forestiller de sig tydeligt hele billedet som de ønsker at 
fremstille, og går i gang med at producere hele det billede, 
så at sige på én gang. 

Ved at tilføje én linie her og en anden dér bliver der lidt 
efter lidt en balanceretog koordineret helhed ud af det. 
Og sådan er det også med undervisning af og tilegnelse 
af Jesu Kristi evangelium. 

Store lærere 

Store evangeliske lærere underviser ikke en lektie mekanisk 
og usmidigt. Snarere udvikler de en klar forestilling af, 
hvad eleverne har brug for at lære, et formål, som bør 
opnåes. Den nøjagtige måde, hvorpå den enkelte lærer 
præsenterer den enkelte lektie, bør være fleksibel. Det 
giver hver enkelt elev mulighed for at blande enhver sand- 
hed ind i sit eget mønster for vækst og udvikling. 
Elever udvikles ikke, blot fordi lærere udsætter dem for 
sandhed, men fordi elever indsuger, accepterer og vælger 
at lyde den sandhed. Nøjagtigt som kunstneren er følsom 
overfor finheden i det bestandigt afvekslende scerneri 
foran sig, må læreren være følsom overfor den uendelige 
forskelligartethed af behov og stemninger, der findes hos 
hans elever. 

I omtalen af sin egen undervisningsmetode har Frelseren 
sagt: „Jeg vil give menneskenes børn linie på linie, bud 
på bud, lidt her og lidt der; og salige er de, der giver agt 
på mine bud og låner øre til mine råd, thi de skal lære 
visdom ; og til ham, som modtager, vil jeg give mere; og fra 
dem, som siger, vi har fået nok, fra dem skal endog tages 
det, de har." (2. Ne. 28:30) 

Sådan ser vi, at omfanget af sandhed, som læreren 
kommer med i en hvilken som helst situation, bør gøres til 
genstand for den grad af udvikling og beredthed, som 
forefindes hos eleven. 

Da vor opgave som lærere kræver en sådan fleksibilitet, 
vil tilrettelæggelse af metoden, vi ønsker at præsentere 
lektien på, være af stor betydning. (Se skemaet „Under- 
visning/tilegnelse-forholdet" i Stjernen for april 1977) 

Formål 

Det første, vi skal se på, må være at overveje formålet 
med den lektie, som vi forventes at skulle give. ,,l under- 
visningen har vi et særligt mål at skulle nå, og der må 
tilrettelægges en plan for at nå det. Vi må være meget 
opmærksomme på formålet. 



Heldigvis gør kirken et stort arbejde med udarbejdelsen af 
lektiematerialer. Formålene klargøres omhyggeligt, og 
planerne tilrettelægges i detaljer; så hvis man følger lek- 
tiebogen, kan man let formulere formålet." {Teach Ye 
Diligently, af Boyd K. Packer, side 119. Se også Using 
Objectives in Teaching, for yderligere oplysninger om 
dette emne.) 

Lektiebøger 

Enhver lektie, der skrives, gives og tilegnes kirken, bør 
have et formål. I praksis er det nødvendigt, at det formål 
udtrykkes på tre forskellige stader: et stade for forfatteren, 
et for læreren og et for eleven . 

Et lektieformål bruges først af forfatteren som vejledning 
til at udvælge, identificere og organisere kildematerialet til 
en skreven lektie. 

En lærer tager det formål, som er angivet i lektien og 
benytter det til at vejlede sig gennem sin personlige for- 
beredelse af emnet. Han må være i stand til at udtrykke 
formålet på en måde, der er betydningsfuld for hans kultur, 
hans egen personlighed og elevernes generelle behov. 
Og endelig leder en lektie med et formål eleven til at for- 
stå et princip, som han kan anvende i sin egen tilværelse, 
når eleven gør formålet til en del af sine personlige mål, 
hvorved lektien bliver meningsfyldt for ham. 
Men undervisnings- og indlæringsprocesserne opnåes 
ikke uden indsats. For mange år siden blev dette råd givet 
i søndagsskolesessionen ved en generalkonference i 
kirken: 

„Profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery var begge vel- 
signet med oversættelses-gaven. Oliver mistede den, og 
åbenbaringen fortæller os hvorfor. Han troede, at alt hvad 
han havde at gøre, var at bede til Gud, og så ville han få 
oversættelsen uden videre besvær. Fordi han ikke selv 
arbejdede med det, og selv udtænkte det, blev hans gave 
taget fra ham. Sådan også med læreren . . . Tag hver 
enkelt lektie, arbejd med den, tænk over den, nedbed 
Herrens velsignelse over den, og gør dit bedste med den ; 
jeres gave vil vokse, I vil have held med jer." (Ældste 
Horace Cummings i Conference Report, oktober 1902, 
side 96) 

Iklædt sin kaldelse 

I samme konference fortsatte ældste James E. Tal mage 
således: 

„Der er blevet talt om lærere, som ikke underviser på en 
måde, der gør varigt indtryk. Men der er noget der afhænger 
af lærerens påklædning ... og jeg hentyder ikke her til 
jakkens stil, kjolens farve eller blomsterne og fjerene i 
hatten, men til åndens klædning. Læreren bør bære deres 
kaldelses klædning . . . eller de vil aldrig kunne gøre det 
nødvendige indtryk. 

Da Elijas klædning faldt på hans efterfølger, manifestere- 
des det, at ånden af hans kaldelse blev overført. Uden hans 
ånd kan vi ikke opnå noget som helst. Derfor, mine brødre 
og søstre, stræb efter det, arbejd for det, og ånden af 
jeres kaldelse vil antage flidens ånd — gudfrygtig flid, der 
vil bringe med sig effektivitet i det arbejde, hvortil I er 
blevet udpeget. 



26 



Mit hjerte bankede af glæde ved at lytte til den myndig- 
heds stemme, der opfordrede lærerne til at berede sig ved 
studium og ærlig indsats til deres arbejde, og ikke forvente 
at Herren skal gøre det hele for os . . . Herrens Ånd kommer 
til den, der søger den." (Ældste James E. Talmage i Con- 
ference Report, oktober 1902, side 96) 

Metodefleksibilitet 

Når vi overvejer, hvordan vi vil give eleverne principperne i 
vores lektie, bør vi gøre os virkelige anstrengelser og søge 
Åndens vejledning, så vi kan gøre klog nytte af de materia- 
ler, der er til rådighed. 

Præsident Ezra Taft Benson fra De tolvs Råd, har oplyst 
dette: 

„Herrens formål — de store mål — vedbliver at være de 
samme: Hans børns frelse og ophøjelse. 
Sædvanligvis giver Herren de almindelig formål, der skal 
nåes, og nogle retningslinier at følge, men han forventer, 
at vi selv udarbejder detaljer og metoder. Metoder og pro- 
cedurer udvikles gerne gennem studium og bøn og ved at 
leve sådan, at vi kan få og følge Åndens tilskyndelser. 
Mindre åndeligt udviklede mennesker, som f.eks. dem på 
Mose tid, måtte have befalinger i alle forhold. I dag ser de 
åndeligt-vågne på målene, gennemgår de retningslinier, 
som Herren og hans profeter har givet os, og handler 
derpå — uden at være nødt til at have befalinger ,,i alle 
ting". En sådan indstilling bereder mennesker til gud- 
dommelighed. 

Detalmindelige formål med missionering, tempelarbejde, 
socialt arbejde og opdragelse af børn i retskaffenhed har 
altid været det samme; kun vore metoder til at nå disse 
mål har været forskellige. Ethvert trofast medlem i denne 
uddeling kunne, uden hensyn til, hvor han boede, have 
fundet retskafne metoder til at nå disse mål uden at have 
været nødt til at vente på de nyeste, særlige kirkepro- 
grammer. 

Somme tider venter Herren håbefuldt på, at hans børn 
skal handle på egen hånd, og når de ikke gør det, mister 
de den større belønning, og Herren vil enten lade hele 
sagen falde og lade dem lide under følgerne, eller han vil 
være nødt til at skære det ud i pap for dem. Sædvan- 
ligvis er jeg bange for, at jo tydeligere Herren er nødt til 
at stave det for os, des mindre bliver belønningen." 
{Conference Report, 5. april 1965, siderne 121 -122) 

At gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt 
Som lærere er vi kaldede til at være ,, menneskefiskere" 
(se Jer. 17:18, Matt. 4:19), hvilket vil sige, at vi må kaste 
os ud i vor kaldelse med fast beslutsomhed om, hvad 
det er vi har brug for at forkynde; men med hensyn til, 
hvordan vi skal handle i hvert enkelt undervisningsøjeblik, 
må vi være fleksible nok til at kaste vore net ud på den 
anden side af båden, når Ånden tilskynder os til det. 
Ved at gøre det, kan vi drage mængder til Kristus — og 
skulle det uheldigvis ske, at der kun vil blive én, hvor stor 
skal da ikke jeres glæde være med ham i vor Faders rige! 
(Se L.&P. 18:15-16) 



Anvendelse 

af formål i 

undervisningen 



AF BOYD K. PACKER 



' ..■■..... ■:.....,..:: .:■: 




Lærere er vekselerere, der handler med tid. De virker som 
vekselerere, der hjælper store grupper af elever til at 
investere deres tid på fornuftig vis. De har til opgave at 
skaffe hver enkelt elev passende dividender af sin indsats. 
I denne henseende, som vekselerer for andres tid, kan det 
være rigtigt at overveje følgende: 

En omhyggelig revision af ens benyttelse af tiden er altid 
på sin plads. Afgør samvittighedsfuldt, hvad du forventer 
at opnå med tiden. Med andre ord, havet formål. 
Afgør omhyggeligt hvilke idéer eller tanker, eleven vil mod- 
tage som dividender af den tilbragte tid. Elever bevarer 
som regel idéer og principper; kun sjældent bevarer de 
kendsgerninger. 

Udvælg fra de mange til rådighed værende kendsgernin- 
ger tilstrækkeligt til at belyse dine idéer. Vælg kun kends- 
gerninger nok til at befordre idéerne men ikke så mange, 
at de tilslører dem. 

Begynd effektivt i kirkens klasser. En kort, højtidelig an- 
dagt er en godt anvendt tid som beredelse af eleverne. 
Den bør øjeblikkeligt efterfølges af en eller anden produk- 
tionsskabende handling. 

Tænk over, hvad der opnåes ved at du selv optager hele 
tiden. Det er muligt, at det er den klogeste lærer, der 
lader eleverne få en stor del af lektietiden og hjælper dem 
til at brugeden fornuftigt. 



27 



Vær opmærksom på tiden under lektiepræsentationen. 
Skrid fremad efter en regelmæssig, systematisk plan gen- 
nem lektien, det enkelte afsnit og hele kurset. 
Dobbelt udbytte komme til den opmærksomme, effektive 
klasseværelsesbestyrer i form af påvirkede, vel-discipli- 
nerede elever. Husk at elever, som alle andre, er be- 
tænkelige ved at følge en uorganiseret lærer, én derspilder 
tiden. 

Præcision er en vigtig karakteregenskab for en lærer. Det 
eret grundlag, ikke noget tillæg. 

En af de mest effektive metoder, vi kan bruge for at opnå 
kontrol over klassen, er at give eleverne det indtryk, at vi 
betragter den enkelte elevs tid som noget værdifuldt. Fem 
minutter brugt i klassen til at foretage opråbning af elever- 
nes navne kan blive til fjorten timer og ti minutter i løbet 
af skoleåret. Den effektive lærer kan let reducere den tid 
til én time og tredive minutter, og endda betydligt mindre, 
hvis han kalder eleverne til at hjælpe. Optælling, uddeling 
af papirer, for sen start, unødvendige kontorfunktioner — 
alt sådan noget stjæler gennemsnitligt måske så meget 
som tyve minutter af den tid, der er beregnet på undervis- 
ning, og flere timer mere end det, der er planlagt for mange 
universitetsstudier. En søndagsskolelærer bruger muligvis 
lidt over fire timer om året med at foretage optælling . . . 
(Denne artikel er fra Teach Ye Diligently af Boyd K. Packer. 
Copyright 1975 ved Deseret Book Company. Benyttet med 
tilladelse.) 

Forberedelse af lektien 

Evangelie-lektier er som regel lektier, der behandler ind- 
stilling og opførsel. Kendsgerninger er kun redskaber eller 
udstyr, der er nødvendigt for at opnå forståelse. 
At styre mange menneskers tid i et klasseværelse med 
udbytte, kræver megen forberedelsestid for læreren. Lek- 
tiens kendsgerninger udgør den mekaniske ramme og læ- 
res gennem almindeligt studium. 

En finere forberedelse, den „afpudsende" forberedelse, kan 
altid foretages, mens du udfører din daglige gerning. 
Mens du udfører manuelt arbejde, pårejse, under alle disse 
alt for ofte spildte øjeblikke, bereder den ,, idé-fulde" lærer 
ikke bare imorgens lektie men foretager også almindelig 
forberedelse til mange kommende lektier ved at betragte 
livet og naturen og gennem bøn. 

Husk på at Frelseren ofte bad og stolede på meditation og 
observering, sådan som det ses i hans lignelser og anden 
form for belæring. 

Store lærere bruger altid deres tid klogt. En inspirerende 
lærer indrømmede, da han blev rost for den udstakte 
kendskab til litteratur, som gennemstrømmede hans lek- 
tier, at han havde lært det meste af det udenad, mens han 
pløjede sine marker. En anden, som syntes at have et 
endeløst repertoire af illustrationer og historier, indrøm- 
mede, at han havde samlet næsten allesammen, mens 
han udførte sit sædvanlige arbejde. 

Skriftens opfordring til ,, altid at opbevare livets ord i sin- 
det, og det skal gives jer i samme stund, den del, der skal 
udmåles hver" (L. & P. 84:85), har megen betydning for 
forkyndere af Jesu Kristi evangelium. Lad jeres sind be- 



standigt optages af observering, meditation og bøn; og 
lad altid jeres hånd være nær ved en blyant og et stykke 
papir til at nedskrive det vigtigste af sådanne forberedel- 
ser, før de forsvinder lige så sikkert som tiden selv. 
I undervisning har vi et bestemt ,,et eller andet sted" at 
nå hen, og der må være en plan at følge. Vi må være meget 
opmærksomme overfor målet. Lykkeligvis gøres der meget 
i kirken m.h.t. at udarbejde lektiematerialer. Formålene 
overvejes omhyggeligt, og planerne organiseres med om- 
hu, så man, når blot man er nogenlunde opmærksom, kan 
udforme målene. 

Overblik 

Jeg har altid syntes, at det var nyttigt for eleven at have 
et overblik over hele kurset til at begynde med. Hvis man 
har er overblik over kurset eller emnet, kan læreren gå 
tilbage og udfylde detaljer, og meget mere vil blive lært . . . 
Da elever, der ved, hvor de er på vej til, vil samle oplys- 
ninger hen ad vejen. Klassen vil komme til at betyde mere 
for dem. De vil med andre ord have et formål i tankerne . . . 

Lad dem se planen 

Hvis jeg var entrepenør og igang med at bygge en kontor- 
bygning elleret shopping-center, ville jeg gøre mig umage 
for, at alle, der var involveret i byggeriet, fik planerne for 
byggeriet at se. Måske ville nogle af de detaljerede planer 
og specifikationer ikke interessere andre end specialister- 
ne, men ikke desto mindre ville jeg have, at enhver skulle 
se en tegning over bygningen, så de blev klare over, hvor- 
dan den ville komme til at se ud. Så ville de i hvert fald vide 
en smule om, hvordan deres eget arbejde ville passe ind i 
helheden ... 

f 
Bestemte mål 

En klog lærer vil ved forberedelsen af lektien have bestem- 
te mål i tankerne. Han vil forud bestemme sig til, hvad han 
ønsker at forkynde, og hvorfor han ønsker at gøre det. 
For eksempel kan en lektie om profeten Joseph Smiths 
martyrdød og Brigham Youngs overtagelse af præsident- 
embedet for kirken gives, uden at den har synderlig ind- 
flydelse på elevens liv. Hvis læreren imidlertid har sat sig 
bestemte mål med sin lektie, kan han give den en menings- 
fyldt betydning for sine elever. 
Det er vigtigt, at lektierne sammenlignes med os selv. 
,, Derfor talte jeg til dem og sagde: Hør profetens ord, I, 
der er en levning af Israels hus, en gren, som er blevet 
afhugget; hør profetens ord, som blev skrevet til hele 
Israels hus, og anvend dem på jer selv, så I må have håb 
såvel som jeres brødre, fra hvem I er blevet afbrudt, thi 
således har profeten skrevet." (1. Ne. 19:24, fremhævelse 
tilføjet.) 

Og hvad så? 

Med mindre budskabet anvendes på os selv, vil især unge 
mennesker ikke se megen mening med det. For eksempel 
har unge mennesker ofte vanskeligt ved at se nogen for- 
bindelse mellem det, der skete i Det gamle eller Det nye 
Testamentes tid eller i kirkens historie — og os her og nu. 



28 



Hvis lektien bruges efter anvendelsestekniken, kan de 
mere umiddelbart forstå anvendelsesmuligheden i deres 
egen tilværelse. 

En bestemt lærer brugte en „Og hvad så?" — prøve ved 
forberedelsen af enhver lektie. Han forestillede sig i tan- 
kerne en af sine elever sige: ,,0g hvad så?" Så ville han 
finde en eller anden forklaring på, hvordan undervisningen 
af denne lektie var af betydning lige nu. Det forandrede 
både hans forberedelse og hans præsentation. 
Hvis vi kan slå bro over det daværende og det nuværende 
vil det være muligt at øve god indflydelse på de unges 
tilværelse. 

Det er af værdi for læreren — hvad enten det er i en 
klasse, i familien, en prædiken elieren tale — at skrive et 
formål med den efterfølgende lille formel. 
Afgør først, hvad du ønskerat forkynde, og tilføj så: 

for at 
På den tomme plads skriver du noget, som du ønsker, at 
klassemedlemmerne skal gøre i overensstemmelse med 
det, du har fortalt dem. 

Lad os for eksempel tænke os, at du underviser teen-age 
piger, og at lektien angår præstedømmets gengivelse. 
Formelen kan så udfyldes omtrent således : 
Lektiens titel : Præstedømmets gengivelse 
Formål: At vise at præstedømmet blev gengivet af 

himmelske budbringere med myndighed 
Forat: Pigerne skal opmuntre de unge mænd, som 

de kommer sammen med, til at gøre sig 

umage med at komme regelmæssigt til 

præstedømmets møder. 
Hvis du har tænkt på dette, vil du sige noget andet i 
klassen, end du ellers ville have gjort. Du vil fremføre 
noget, som pigerne kan gøre for at anvende lektiens 
budskab. 

Dette bringer os til dette ,,her og nu". I klassen vil du sige 
noget om de unge mænd, som pigerne kommer sammen 
med. Du vil drøfte med dem, hvordan en ung pige kan 
opmuntre en ung mand til at komme til præstedømme- 
mødet. Virkelige forhold i livet og eksempler fra deres 
eget liv idag kan bringes ind i lektien, ikke bare historie. 
På den anden side kan en lærer følge lektiehæftet og 
fremstille kendsgerningerne korrekt og alligevel stadig 
have pigerne siddene i klassen med den tanke i hovedet: 
„Hvad kommer det mig ved?" Hvis du tilføjer: „For af 
til din lektie, vil du et eller andet sted i diskussionen næv- 
ne noget af interesse foreleverne . . . 
. . . det er nyttigt for en lærer at begynde i verden sam- 
men med eleverne, og derpå lede dem omhyggeligt til en 
højderyg, hvorfra han for dem kan udpege verdenerne 
udenfor. 

I 1938 talte præsident J. Reuben Clark, jr over emnet 
„Kirkens fastlagte kurs for undervisning". Han fremsatte i 
en næsten ,, hellig skrift-udtalelse" deres formål, som 
underviser i kirken. 

„Kirken er Guds organiserede præstedømme. Præste- 
dømmet kan eksistere uden kirken, men kirken kan ikke 
eksistere uden præstedømmet. Kirkens mission er for det 
første at undervise, opmuntre, hjælpe og beskytte det 



enkelte medlem i hans stræben efter at leve et fuldkom- 
ment liv, timeligt og åndeligt, således som det er udtrykt 
i evangeliet: ,Såværl da fuldkomne, som jeres himmelske 
Fader er fuldkommen,' sagde Mesteren. Og for det andet 
skal kirken opretholde, undervise, opmuntre og beskytte, 
timeligt og åndeligt, medlemskabet som en gruppe i den 
efterleven af evangeliet; for det tredie skal kirken militant 
proklamere sandheden, påkalde alle mennsker til at om- 
vende sig og leve i lydighed mod evangeliet, „for hvert 
knæ skal bøje sig og hver tunge bekende" {L.&P. 88:104). 
I alt dette er der for kirken og enhver af dens medlemmer 
to vigtige ting, som ikke må overses, glemmes, overskyg- 
ges ellertilsidesættes: 

For det første: At Jesus Kristus er Gud Søn, Faderens 
enbårne i kødet, verdens Skaber, Guds Lam, offeret for 
verdens synder, Forsoneren for Adams overtrædelse; at 
han blev korsfæstet; at hans ånd forlod hans legeme; at 
han døde, at han blev lagt i graven; at han den tredie dag 
blev genforenet med sit legeme, som igen blev levende; at 
han blev oprejst fra graven som et opstandent væsen, et 
fuldkomment væsen, opstandelsens første frugt; at han 
senere opsteg til Faderen; og at formedelst hans opstan- 
delse kan ethvert menneske, der er født ind i verden siden 
begyndelsen, på samme vis bogstaveligt opstå. Denne 
doktrin er så gammel som verden. Job erklærede: ,Når 
min sønderslidte hud er borte, skal jeg ud fra mit kød 
skue Gud, hvem jeg skal se på min side; ham skal mine 
øjne se, ingen fremmed!' (Job 19:26, 27) 
Det opstandne legeme er af kød og ben og ånd, og Job 
udtalte en stor og evig kendsgerning. Disse positive kends- 
gemingerog alle andre, der rummes deri, må alle erkendes 
fuldtud, i oprigtig tro, af ethvert medlem af kirken. 
Det andet punkt, som vi må ofre hele vor tro på, er: At 
Faderen og Sønnen virkeligt og i sandhed og bogstaveligt 
viste sig for profeten Joseph Smith i et syn i lunden; at 
andre himmelske syner fulgte efter for Joseph og andre; 
at evangeliet og det hellige præstedømme efter Guds 
Søns orden virkeligt og bogstaveligt blev gengivet til jor- 
den, hvorfra de var gået tabt gennem apostasi fra den 
oprindelige kirke; at Herren igen opbyggede sin kirke 
med Joseph Smiths hjælp; at Mormons Bog er nøjagtig, 
hvad den udgiver sig for at være, at der til profeten kom 
talige åbenbaringer til vejledning, opbygning, organise- 
ring og opmuntring til kirken og dens medlemmer; at pro- 
fetens efterfølgere, på samme måde kaldet af Gud, har 
modtaget åbenbaringer, således som kirkens behov har 
krævet det, og at de vil fortsætte med at modtage åben- 
baringer i den udstrækning kirken og dens medlemmer, 
efterlevende de sandheder, som de allerede har, vil få brug 
for; at dette i sandhed er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige; og at dens grundlæggende lære er de love og 
principper, som findes i trosartiklerne. Disse kendsgernin- 
ger, hver eneste af dem sammen med alt, hvad der nødven- 
digvis hører ind under dette eller følger deraf, må stå 
uforandret, uden begrænsninger eller udvanding, und- 
skyldning eller undgåelse; de må ikke bortforklares eller 
undertrykkes. Uden disse to grundlæggendedoktriner ville 
kirken ophøre med at være kirken. 



29 



Enhver, som ikke fuldtud accepterer disse doktriner med 
hensyn til Jesus af Nazaret og gengivelsen af evangeliet 
og det hellige præstedømme, er ikke en sidste dages 
hellig; de hundredtusinder af trofaste, gudfrygtige mænd 
og kvinder, som udgør den store gruppe af kirkens med- 
lemmer, tror alt dette fuldt og helt; og de støtter kirken og 
dens institutioner pågrund af denne tro. 
Jeg har udspecificeret disse forhold, fordi de er alfa og 
omega med hensyn til kirkens plads og stilling, både i 
denne verden og i evigheden . Når vi kender vores virkelige 
stilling, kan vi forandre vores opfattelse, hvis den behøver 
det; vi kan indrette vores kurs efter behov. Og her kan vi 
passende minde om det, som Paulus sagde: 



,Men om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte 
jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer forban- 
det være han!' (Gal. 1 :8)" 

Denne udtalelse af præsident Clark, der talte for Det 
øverste Præsidentskab, er for mig grundlaget for alle 
lærere i kirken. Der går aldrig et år, uden at jeg påny om- 
hyggeligt læser den. Enhver lærer bør læse den i dens 
fulde udstrækning. 

Må enhver af os, som forældre og lærere i kirken, følge 
det sunde råd og den visdom, der her er givet os og såle- 
des forbedre vores undervisning om vigtige evangeliske 
principper. 



EN LÆRERS 
KVALIFIKATIONER 



Det vigtigste redskab for en lærer, der skal under- 
vise om evangeliets principper, er et personligt vid- 
nesbyrd om, at de er sande. Intet mål af lærdom, af 
studium, intet nok så stort antal videnskabelige gra- 
der kan indtage dette vidnesbyrds plads, som er den 
allervigtigste kvalifikation for læreren indenfor vort 
skolevæsen. Ingen lærer, som ikke har et virkeligt 
vidnesbyrd om Evangeliets sandhed, således som 
den er åbenbaret og tros af sidste dages hellige, et 
vidnesbyrd om, at Jesus er Messias og Guds Søn, 
og om Joseph Smith 's guddommelige mission — 
heri indbefattet realiteten af Det første Syn — har 
nogen som helst berettigelse som lærer inden for 
Kirkens skolesystem. 

Dette betyder ikke, at vi vil udelukke en sådan lærer 
af Kirken ( overhovedet ikke. Vi vil begynde at ar- 
bejde med dem i kærlighed, i al tålmodighed og 
langmodighed, for at vinde dem for den kundskab, 
hvortil de som gudfrygtige mænd og kvinder er 
berettigede; men det betyder, at vor Kirkes skoler 
ikke kan bemandes med uomvendte lærere uden vid- 
nesbyrd. 

Med hensyn til jer lærere er det ikke nok med et slet 
og ret vidnesbyrd. Foruden dette skal I være i besid- 
delse af en af de sjældneste og mest værdifulde af 
alle den menneskelige karakters sider: moralsk mod. 
For hvis I mangler moralsk mod til at bekende jeres 
vidnesbyrd, vil det kun nå til eleverne efter at være i 
den grad ,, pakket ind", at det vil være vanskeligt for 
ikke at sige umuligt for dem at opfange det; og den 
åndelige og fysiske virkning af et svagt og vaklende 
vidnesbyrd kan godt være virkelig skadeligt i stedet 
for, at det skulle have været til hjælp. 

J. Reuben Clark 



30 




Solnedgang ved stranden ved Sal al ah. 
Fiskerbåde sejler stadig ud fra denne 
bugt, hvor Nephi kan have bygget sit 
skib. 



Søgen 

efter 

Lehis 
spor 



AF LYNN M. OG HOPE A. HILTON 
Fotograferet af Gerald W. Silver 



Bountiful 

Vi blev meget velsignet i vore anstrengelser for at få visa 
til Salalah i Dhofar (se illustration nr 7). Vor anmodning 
adskillige måneder før i USA var høfligt men bestemt ble- 
vet nægtet. Dhofar var et omstridt område mellem Oman 
og Yemen og ikke noget sikkert sted for turister. Da vi 
ankom til Maskat i Oman, henvendte vi os til informa- 
tionsministeren, en ung mand som talte flydende engelsk, 
og forklarede ham, at vi var kommet helt fra Amerika for 
at se de store træer i Salalah, fordi vi havde en gammel 
bog, som fortalte, at en semitisk familie måske byggede 
et skib af disse træer for at sejle til Amerika, hvor deres 
efterkommere blev til indianerne. Han var forbløffet. 
„Salalah er min hjemegn og der er store træer dér, men 
jeg haraldrig hørt dén historie før." Han indvilligede i at 
give os pas til krigszonen, hvis vi ville bringe ham nogle 
introduktionsskrivelser fra USA-ambassaden i Kaskat. Vi 
opnåede også at få disse breve. På grund af den spændte 
militære situation, blev vi bedt om at flyve derned den ene 
dag og vende tilbage den næste. Vi var naturligvis skuffede 



over kun at have 24 timer i Salalah, men var selvfølgelig 
glade for enhver mulighed. Vi fandt senere ud af, at dagen 
før vores ankomst til Maskat havde oprørslederen overgivet 
sig til sultanen af Oman og derved afsluttet tretten års 
fjendtligheder. Og således var informationsministeren to 
dage efter vores ankomst til Oman villig til at udstede pas 
for os til krigszonen. 

,,Vi blev overordentlig glade, da vi kom til strandbredden," 
sagde Nephi. ,,Vi kaldte stedet , Overflødighed', fordi der 
var så megen frugt og vild honning, og alt dette var beredt 
af Herren, for at vi ikke skulle omkomme. Og vi så havet, 
som vi kaldte Irreantum, som i oversættelse betyder: 
Mange vande. 

Og det skete, at vi slog lejr på stranden." (1. Ne. 17:5-6) 
Nephi frydede sig over at komme til Bountiful (Overflødig- 
hed); vi var lykkelige over at være kommet til Salalah. Alle 
vore undersøgelser før vi forlod USA havde ført os til den 
konklusion, at dette lille land, det eneste sted på hele den 
2200 km lange sydlige kystlinie med nok fugtighed til, at 
der kunne vokse træer overhovedet, virkelig var det gamle 



31 



Bountiful fra Nephis optegnelser. (Se illustration nr 10) Vi 
ølte allesammen betydningen af den gamle historie — 
men aldrig så levende som nu — da vi spadserede på den 
kyststrækning, hvor Nephi kan have forklaret Det gamle 
Testamentes beretninger for sine brødre, og fortalt om 
miraklerne, der havde bragt israelitterne ud af Egypten. 
Her kan Nephi have båret vidnesbyrd om sin tro på de 
mirakler, som Herren ville udføre for at lede dem, som 
efterkommere af Mose folk, tværs over havene til Det for- 
jættede Land . (1 . Ne. 1 7 : 23-32, 49-51 ) 
Den gamle røgelses-vej går gennem sand- grussletterne, 
over Qarab bjergene mod nord og ned gennem den måne- 
formede Salalah-slette, der er 12 km bred på det bredeste 
sted. Qara-bjergene omslutter hele denne lille slette, og 
deres sydlige skrænter er dækket med vegetation, der 
vandes af monsunvindene, der strejfer dette sted og intet 
andet på heie den sydlige kyststrækning af den arabiske 
halvø. 

Adskillige strømme løber ud på kystsletten. Ein Arzat, en 
betydelig kilde, vil have været et logisk sted for det 
lejrophold på to eller tre år, som har været nødvendig for 
at give den lille koloni tid til at skaffe forsyninger og bygge 
et skib. Hvis Lehi havde ønsket det, kunne han have be- 
nyttet kildevand til at vande landbrugsarealer med. Og da 
Nephi specielt nævner ,, megen frugt" og „sædekorn" i 
omtalen af deres forsyninger, må de have skaffet sig dem 
netop her i Bountiful. (1 . Ne. 18:6) 

Men selvfølgelig, hvis vores konklusioner om, at Salalah 
virkelig er Bountiful, så var Lehis koloni ikke de eneste 
mennesker der. Dette var slutningen af røgelses-vejen, 
hvor røgelsestræerne vokser, så der må også have været 
landmænd, købmænd, kroer, forretningsfolk, osv. Og for- 
uden landevej skaravanerne må der have været søfolk og 
skibe, for Salalah var også en havneby. Det menes, at skibe 
fra både vest, nord og øst — endog fra Judæa — har 
besejlet den lille havn. 

Nord for Qara-bjergene, ikke på de vandrige sydskråninger, 
breder sig umådelige marker med røgelsestræer. Kyst- 
strækningerne ved Salalah er rigt bevoksede på de steder, 
hvor vand kommer fra de talrige vandløb, men derudover er 
landet lige så øde som de fleste steder i det sydvestlige 
Amerika. Bjergskrænterne var helt dækket af hoftehøjt 
græs og klynger af kæmpestore figentræer. Vores riffel- 
bærende fører fortalte os, at i monsuntiden er dalene 
fyldt med tåge og regn, og bevoksningen bliver helt tro- 
pisk. Vilde blomster og lige så vilde honningbier gør deres 
fælles pligt på disse skrænter. Vi så bikuber næsten 
skødesløst anbragt i hule træer. 

Et interessant bevis på, at vejret ikke havde forandret sig 
meget i de sidste 2000 år i Dhofar, kommer fra forfat- 
teren til Periplus, som siger: ,,Røgelsestræ-landet8Dhofar 
er) bjergrigt og utilgængeligt, indhyllet i tykke skyer og 
tåge og udsender bestandigt en duft af røgelse fra træ- 
erne." {The Periplus, side 33) Andre opdagelsesrejsende, 
som var kommet forud for os, beretter om lignende for- 
hold; Bertram Thomas beskrev i 192oerne om de „tætbe- 
voksede vandløb" (Arabia Felix, side 100. New York 1932), 
og Wilfred Thesiger skrev: „jungletræer ... og på skrå- 



ningerne store figentræer, der hæver sig over vindblæst 
græs som egetrær i en engelske park." (Thesiger, side 
47) 

Vi undrede os over, at han kaldte dem for figentræer, for 
figentræer er forholdsvis små og af overmåde blødt træ — 
slet ikke egnede til at bygge skibe af. Da vi selv vandrede 
over disse bakker, så vi, at de ikke var figentræer af den 
almindelige slags men „jumaise" eller „sycamorefigner", 
en hård træsort, der producerer en sød frugt. Nogle af 
træerne var så store, at vi ikke kunne omslutte stammerne 
med armene, og de fleste nåede en højde på 15 meter. 
Træet er meget stærkt, modstandsdygtigt overfor havvand 
og næsten fri for knaster. „Jumaise" — tømmer bruges 
den dag i dag ved skibsbygning. 

Hvis Salalah virkelig er Bountiful, så overdrev Nephi ikke, 
da han kaldte landet for Boubtif ul (Overflødighed) på grund 
af dets frugtbarhed. Det får liv ved berøring med vand, og 
de stedlige landbrugere forsikrede os, at de høster alfalfa 
ti gange om året. Vi så en hel plantage fuld af frugter — 
citroner, limefrugter, appelsiner, dadler, bananer, grape- 
frugter, abrikoser, kokosnødder, figner og meloner — og i 
overflod af vilde blomster. Hvide jasminer hang i guirlan- 
der fra træerne; vi kunne fornemme lugten af blomster i 
brisen. Kvæg græssede på bjergskrænterne. På godt 
vandede områder voksede græsset os over hovedet — mere 
end 180 cm højt. 

Hvis dette sted kunne kvalificere sig som værende Bounti- 
ful, måtte der endnu en ting til, nemlig den klippe, hvorfra 
Nephis ældre brødre truede med at ville kaste ham „i 
havets dyb" (1 . Ne. 17:48); en handling, der næppe kan 
udføres fra en sandfyldt bred. Mod øst strækker kysten 
sig, så langt man man se, men mod vest afbrydes Salalah- 
kysten pludselig af storslåede klipper, der rejser sig 30 me- 
ter næsten lodret op i luften, direkte fra havet. Vi klatrede 
fra landsiden op til toppen og fandt dér et kanon-fort. 
Synet lodret ned til de skummende bølger fik os til hurtigt 
at trække os tilbage. Vore tanker tumlede med spørgsmå- 
let: kunne Nephi være blevet truet af sine brødre på dette 
sted elleret lige i nærheden? 

Vore spørgsmål med hensyn til sædekorn, frugter, vild 
honning, klipper og træer, der egnede sig til skibsbygning, 
var således besvaret tilfredsstillende, men ét vigtigt 
spørgsmål forblev ubesvaret : hvor kunne Nephi være taget 
hen for at finde malm til at lave værktøj af? Klare over 
vores hurtigt udløbende frist til at forlade Salalah havde vi 
ikke tid til at søge på må og gå gennem bjergene. Men 
lokale folk fortalte os, at der ligger en jernmine i en nær- 
liggende provins. Selvom der på Nephis tid ikke har været 
nogen nærmere, ville han have været i stand til at fore- 
tage den 1 0-dages rejse til Jabal Al Akdhar for at skaffe 
sig malm dér. Men vi mente dog, at Nephi sandsynligvis 
havde fundet sin egen mine under Herrens ispiration, 
snarere end at være gået til en allerede eksisterende mine, 
for han siger, at han skaffede sig ild ved at slå to sten mod 
hinanden, og at han måtte lave en bælg af dyreskind til 
at blæse på ilden. ( 1. Ne. 17:10-11) Selvfølgelig havde 
han ikke måttet improvisere et så primitivt udstyr, hvis 
folk på stedet allerede havde en jernindustri. Vi tænkte på, 



32 




'%#»* 



*% <%M 






SM i *~ mb 



måår 
lp- 






%g^tåf : 




Yderst til venstre: Morbærfigen- 
trær gror i S al al ah, det eneste 
sted på den arabiske sydkyst, 
hvor trærne bliver store nok, så 
de kan anvendes til tømmer. 

Øverst: Myrra — den store 
mørke klump — er en tørret art 
gummi fra myrratræt, og de små 
lyse klumperer gummi fra virak 
(røgelse) treer, i århundreder har 
de begge været brændt som 
røgelse i templer over hele 
mellemøsten og også i israelit- 
ternes templer i Jerusalem. 

Lille billede: Salalah er det 
eneste sted langs hele den 
arabiske sydkyst, der modtager 
de kraftige monsun-regnskyl, 
hvilket får palmer og anden 
tropisk vegetation til at vokse 
sig kraftig som billedet her viser. 



hvor meget han mon havde lært i landsbyerne langs kysten 
og om den jernindustri, som var i fuldt sving i Aqaba, da 
han drog derigennem flere år tidligere. Vi kunne ikke 
sætte spørgsmålstegn ved om jernarbejde var et kendt 
håndværk for Nephis samtidige. Esajas 54:16 beskriver, 
hvordan smede lavede stål af jern ved at bruge trækulsild. 
Adams oldebarn, Tubal Kain var den første metalarbejder, 
beskrevet i selve menneskehedens barndom (1. Mos. 4:22). 
Seks henvisninger i Mormons Bog fastslår, at nephiteme i 
Amerika brugte jern og stål (Se 2. Ne. 5:15; Jared 8; Mo- 
siah 11 :3, 8; Ether 7:9, 10:23). Udentvivl har Nephi videre- 
givet denne kunnen til sine børn og børnebørn. 
Vi hengav os nogle få øjeblikke til andagt og forestillede 
os, hvordan det skib var, som Nephi havde bygget. Vant 
til industrielle metoder, som vi er, var vi bestandigt blevet 
overrasket over de håndværksmæssige traditioner, som vi 



havde bemærket på vejen ned langs kysten, hvor hver 
generation overtager kunnen og viden fra den foregående. 
I Yanbu i Saudi Arabien spurgte vi en skibsbygger, hvor 
hans tegninger var; han pegede på sit hoved. I hans indre 
var planerne tilstrækkeligt detaljerede til at udlægge di- 
mensionerne på det skib, han var ifærd med at bygge, at 
fæstne spanterne til kølen og at fastgøre planker til span- 
terne uden at konferere med nogle tegninger og mål. 
I de værfter vi besøgte i Jiddah og Salalah, lagde vi mærke 
til to forskellige skibsbygningsmetoder. I begge tilfælde 
lagdes kølen først, og spanterne fastgjordes dertil. Og dis- 
se spanter blev altså lavet af træ, hvis bøjninger gav den 
ønskede vinkel. Planker blev fastgjort til skelettet enten 
ved at bruge søm eller ved at ,,sy". Ved den første metode 
borede man huller gennem planken og spanten med et 
metalbor i en håndboremaskine. Gennem hullerne blev 



33 



Det gamle røgelsesspor 



4 1 : Sk 






Grupper af kraftige morbærf igentræer 



Qara bjergene ligger 
i en halvcirkel 



Arzat kilden 



Nuværende Salalahby 



Oldtisruiner 
nær Salalah 



Sandstrand 



Qara bjergene er 
dækket med græs 




Kystsletten er meget frugtbar når den vandes 
Bredden er 1 km fra bjergene på det bredeste 
sted 



> %S 

v 



Sandsynligvis 



derefter drevet en stor jernkile med olieret hamp pakket 
omkring skaftet under hovedet. Naglens spids blev på 
indersiden slået over for at holde den på plads. 
Ved ,,synings"-metoden borede man først en serie huller 
alle steder, hvor plankerne mødtes og derefter bandt man 
dem tæt sammen med hampereb, hvorefter sammenføj- 
ningerne tætnedes. Plankerne blev sammenføjede med 
spanter på samme måde. Det var interessant, at denne 
skibsbyningsmetode kun bruges i Yemen og i Oman og 
øjensynligt kan føres tilbage til oldtiden. Nagle-metoden 
benyttedes i Yanbu og Jiddah i Saudi Arabien. 
Det er klart, at Nephi ikke byggede sit skib ,, efter men- 
neskers vis" men „som Herren havde vist mig" (1 . Ne. 
18:2). Denne undersøgelse af konstruktionsteknikken tje- 
ner kun til at vise, at det at Nephi var bekendt med skibs- 
bygningsmetoder ikke var noget mærkværdigt eller usand- 
synligt. Han byggede i et område, hvor skibsbygning var 
kendt. Ja, selv om Nephis skib ikke var ,, efter menneskers 
vis", så har Nephi sandsynligvis brugt en række metoder 
og systemer og udseende, som var kendt af hans tids men- 
nesker. 

Nephi kan have fældet sine egne træer og trukket dem 
ned til sandstranden ved hjælp af kameler; eller han kan 
have købt allerede forarbejdet tømmer af lokalbefolknin- 



gen. Han fortæller os ikke noget om, hvorfra han fik sit 
tømmer, men han siger, at det færdige skib ,,var godt, 
og arbejdet derpå aldeles udmærket" (1. Ne. 18:4) 
Vi antog at kolonien efter flere børnefødsler må have om- 
fattet minimalt niogfyrre mennesker på det tidspunkt ind- 
skibningen fandt sted, nemlig sytten voksne og toogtredive 
børn, heraf antagelig et gennemsnit på fire børn fra syv 
af ægteskaberne i otte år, plus to andre sønner (Joseph og 
Jakob), født af Lehi og Sariah, samt børn af Ishmaels to 
sønner, som de fik før afrejsen fra Jerusalem (1 . Ne. 7:6). 
Men selvfølgelig kan familierne have fået endnu flere børn, 
der kunne give en gruppe på femogtres eller deromkring. 
For at give plads til en gruppe af den størrelse, regner vi 
med et skib, der må have været mindst 18 meter langt. Vi 
så adskillige fartøjer af den størrelse blive bygget med 
håndkraft og uden tegninger på de værfter, vi besøgte. 
Foruden menneskene var skibet nødt til at medbringe nok 
af frugter, kød, honning, forsyninger, sædekorn, telte og 
personlige ejendele til hele kolonien (1 . Ne. 18:6). Et atten 
meter langt skib vil ikke have været usandsynligt stort, 
mange af de fartøjer, der nu besejler Det indiske Ocean 
og Rødehavet, er helt op til 54 meter lange, og allesammen 
håndbyggede. Uden tvivl havde Nephis skib et bredt dæk, 
for vi får oplyst, at brødrene og deres koner morede sig 



34 




Vind fra sydvest fra juni til september- 
fugtig sommermonsun, højsø og storme 



Den gamle arabiske søvej og Nephis mulige sejlrute. 

Monsuner. (I det 8. århundrede da Mausur varkalij sejlede arabiske dhows (skibe) med monsunens hjælp 
fra Basra i Irak tværs over det indiske ocean til Malakkastrædet, og derfra op til Canton i Kina, hvilket alt- 
sammen tog 120 dage at sejle. De afsejlede i juni når vestenvinden satte ind. Nephis rejse til Amerika var 
tre gange så lang som turen fra Basra til Canton; derfor kan Nephis rejse fra Bountiful til Amerika have 
taget ca. et år). 



på skibet med deres vilde sange og danse (1. Ne. 18:9). 
At danse ville have været umuligt, hvis skibet kun havde 
haft spanter og sidevægge. Nephis skib har sandsynligvis 
haft sejl og ror eller anden form for styretøj, for Nephi 
siger, at han „styrede fartøjet" (1 . Ne. 18:22) 
Vi spurgte en skibsbygger, hvor mange arbejdsdage det 
ville kræve at bygge et atten meter langt skib. Han reg- 
nede ud, at de femogtredive mand, som arbejdede på hans 
værft, kunne gøre det på femogfyrre dage, eller ialt 1.575 
arbejdsdage. Nephi havde, i det mindste noget af tiden, 
otte arbejdsdygtige mænd i sin fars koloni, og muligvis 
hjælp fra nogle af børnene — især Ishmaels sønnesønner, 
som omtrent har været mellem tretten og sytten år gamle. 
Hvis de alle arbejdet sammen, kan det antagelig have byg- 
get et sådant skib på omkring 197 dage. Har skibet været 
større, og det kan det udmærket have været, vil det selv- 
følgelig have krævet mere tid. Og dage, hvor man ikke 
arbejdede, kan have inkluderet sabbatdage, de jødiske 
helligdage, samt de dage, hvor Nephi arbejdede alene, 
før de andre begyndte at hjælpe ham. Det er sålledes let 
at se, at det må have taget mindst ti tolv måneder at bygge 
skibet. Da man må gå ud fra, at ikke alle mænd har kunnet 
arbejde på skibet hele tiden — på grund af sygdom, fami- 
lieproblemer, jagt, landbrugsarbejde osv. — er det mere 



sandsynligt, at bygningen af skibet må have taget et godt 
stykke over et år. Og da Nephi også var nødsaget til at 
smelte jern, forarbejde værktøj og sandsynligvis også 
fælde og forarbejde sit eget tømmer, er det sandsynligt, 
at skibsbygningsprojektet let har varet mere end to hele 
år. 

Det har bestemt været et mirakel for Nephi, der sandsyn- 
ligvis var født og opvokset i Jerusalem, at konstruere og 
bygge et skib, der kunne bringe så mange mennesker 
sikkert ud på så lang en rejse. Hans land havde gjort for- 
søg med en flåde på Salomons tid, men Hiram havde er- 
farne søfolk. (1. Kong. 9:26-27). Dommernes Bog 5:17 
taler om søfarere fra Dan og Asher, men fønikierne og 
filisterne ejede det meste af havkysten, hvorved de selv- 
følgelig afskar hebræerne fra megen erfaring som søfolk. 
Da kong Josafat af Judæa forsøgte at genoplive skibsbyg- 
ningsindustrien i Aqaba, halvfjerds år efter Salomon, 
blev skibene ødelagt, endnu inden de kunne få sat sejl 
(2. Krøn. 20:35-36, 1 . Kong. 22: 48-49. Byen Aqaba kaldes 
her for Ezjongeber, der var dens navn på den tid. O. a.) 
Med andre ord var hebræerne meget begrænsede i deres 
kendskab til havet. 

Mens vi var i Slalah, fik vi også bekræftet den meget vig- 
tige kendsgerning, at monsunvindene, der dækker Qara- 



35 



bjergene med livgivende fugtighed om sommeren, også 
forsyner Salalah med en handelsrute. Som fortegnelserne 
over skibenes rejser tydeligt viser, kommer vindene fra 
oktober til maj fra nordøst; fra juni til september kommer 
de fra sydvest (se illustration nr 11). 

Skibe har eksisteret i århundreder før Lehi langs det syd- 
lige Arabiens kyst, og det er utvivlsomt, at araberne havde 
udforsket hundreder af kilometre af kyststrækningen. Men 
den første optegnelse, vi var i stand til at finde om nogen, 
som sejlede ud på det åbne hav, er fra det første århun- 
drede efter Kristus, dåen romersk navigatør, Hippalus, af 
araberne hørte om sæson vindene og åbnede en ny han- 
delsrute tværs over havet mellem Rødehavet og Indien 
(Encyclopædia Britannica, 10:1146, 1971) „Det var en sen- 
sationel opdagelse, og snart efter rejste folk fra området 
ned langs den arabiske kyst, gennem strædet ved Hormuz, 
over Det indiske Ocean, langs med Hadhramaut, op gen- 
nem Rødehavet eller ned langs den østlige Afrika-kyst" 
ved hjælp af de vedvarende sæsonvinde (Ghost Ships, 
side 26; se også Oman in Colour, side IV. Udgivet af Det 
omanske Sultanat, 1974) 
I det sjette århundrede sejlede arabiske skibe hele vejen 

Herunder til venstre og højre: Skibsbyggeri ved Jiddah. Denne 
store dhow (et enmastet, arabisk skib med latinersejl) bygges af 
planker fastgjort til træspanter. Kun håndværktøj benyttes og 
skibsbyggeren har ,, tegningen" i hovedet. Skibe af denne størrel- 
se gjorde historiske rejser til Kina, Zanzibar og Indien. 



fra den arabiske halvø til Kina. Arabiske skibe så at sige 
red på Monsunens stærke vinde til Malabar-kysten i In- 
dien, derfratil Ceylon, tids nok til at nå sommermonsunen 
(juni til september) og hurtigt sejle tværs over den ofte 
meget farlige bengalske bugt, forbi Nikobar-øerne, gen- 
nem Malaga-strædet og ind til det sydlige Kina (se illu- 
stration nr 11). Derfra var de i stand til at foretage en 
hurtig men ofte farlig tur, der kunne vare tredive dage, op 
til hovedhandelsstationen ved Kanton i Kina. Turen fra den 
arabiske halvø til Kina tog henved 120 dages sejlads, hvil- 
ket med forsynings- og handels- stop undervejs blev til 
et halvt år. (Nancy Jenkins: „The China Tråde", Aramco 
World Magazine,juli-aug. 1975, 26:24, 26:27). 
Når først de kom ud af Malaga-strædet, kunne fartøjerne 
somme tider blive blæst helt ud af kurs, så de endte oppe 
i Stillahavet, „hvor kineserne troede, at udløbsrøret for 
verdenshavet sugede uopmærksomme søfolk ned i glem- 
selen" {The China Tade, side 27). 

Alle disse optegnelser stammer fra mindst fem hundrede 
år efter, at Lehis selskab forlod Arabien, men eksistensen 
af kyst-skibsfart og monsunvindene kan have været den 
kombination af begivenheder, der har gjort Nephi, inspi- 

Nederst til højre: Skibe eller dhows er blevet bygget på denne 
måde i Salalah i århundreder. Håndsurrede konstruktioner er 
meget solide selv på det åbne. I de fleste steder i Arabien bruges 
im id lertid jern nag ler. 




reret af Herren, i stand til at sætte ud på en dristig kurs, 
som måske ikke er blevet gentaget, førendnu femhundrede 
år var gået. Og når det senere hen varede 120 dage at 
sejle fra Arabien til Kina, ville det sandsynligvis have 
taget Nephi fra et år til femten måneder at dække den tre 
gange så lange afstand mellem Arabien og Amerika. Den 
rejse er et storartet vidnesbyrd om tro og mod, og et be- 
vis på Nephis skibs kvalitet. Hvilken pragtfuld historie, 
som endnu mangler at blive fortalt! 

Konklusioner 

På kysten af Salalah mener vi at have fundet slutmålet for 
Lehis rute fra Jerusalem til Bountiful (Overflødighed). Vi 
fandt ingen modsætninger, ingen absurditeter i den opteg- 
nelse, som Nephi efterlod sig. Intet, som vi fandt i de 
mange undersøgte bøgerom geografi og historie, modsag- 
de den gamle profet. Tværtimod kom der bekræftelser 
på Nephis beretning fra snesevis af kilder, der viste, at 
kun én, som havde været der personligt, og som havde 
oplevet rejsens strabadser, kunne have beskrevet de for- 
bløffende detaljer, som endnu, 2.600 år senere, synes helt 
at harmonere med det, som vi så. 

Selvom det til dels drejer sig om antagelser, følger her 
nogle fåaf vore konklusioner: 

1. Den arabiske halvø, hvorigennem Lehis rute gik, var 
ikke en ubefolket ørken, men et land, hvor mange men- 
nesker havde udarbejdet et nøjagtigt men usikkert for- 
hold til deres vandfattige land. 

2. Røgelsen, der blev produceret i Salalah i staten Oman 
ved Det arabiske Hav, i hvert fald siden år1 500, varderså 
stort et behov for, at der oprettedes stærkt befærdede 
handelsruter. De konstante rejsekaravaner af mennesker 
og kameler med nyheder og rigdom holdt den 



arabiske halvø i forbindelse med resten af det nære 
østen. 

3. Tusinder af mennesker foretog omtrent den samme 
rejse til Salalah, som Lehi antagelig har gennemført. 
Deres oplevelser, som er nedskrevet i gamle dokumen- 
ter og i de mindre forståelige beviser i form af foto- 
grafier, håndgravede brønde og velbevarede traditioner, 
bekræfter, at turen ikke var let. Herrens beskyttelse 
var nødvendig af hensyn til Lehis lille kolonis frem- 
gang. 

4. Vi følte, at vi havde fundet rimelige vidnesbyrd til at 
kunne foreslå Wadi El Afal i Saudi Arabia som værende 
Lemuels dal og Salalah i Oman som værende Bounti- 
ful (Overflødighed). 

5. Vejrliget og geografien havde kun forandret sig lidt, el- 
ler intet, siden Lehis tid. 

6. Lehi havde antagelig tillagt sig de arabiske nomade- 
stammers livsførelse i de år, han rejste i Arabien, in- 
cluderende at leve i telt og benyttelse af metoderne for 
fremskaffelse af vand, føde og transportmuligheder. 

7. Nogle af de nord- og sydamerikanske indiander-kunst- 
former ser ud til at stamme fra Arabiens semitiske 
folkeslag — eller begge kulturer har måske udviklet 
deres kunstformer fra samme kilde. 

8. Nephi havde sandsynligvis set både jernudvinding og 
skibsbyggeri på rejsen sydpå. 

9. Der er endnu meget at lære fra arabernes optegnelser 
og traditioner fra de sidste årtusinder, som sidste 
dages hellige vil kunne finde nyttige. 

Gennem alle vore oplevelser følte vi, som aldrig før, sand- 
heden af Mormons Bogs beretning. Vi mærkede Herrens 
beskyttelse og vejledning på vor rejse og glæder os med 
tro og spænding til kommende opdagelser, der vil vidne 
om Joseph Smiths storslåede værk. 



Klipperne i den vestlige del af Salalah-bugten rejser sig op fra havet. Det kan have været her at Nephis brødre tænkte på at kaste 
ham ,,i havets dyb" (1. Nephi 17-48). Det er sandsynligvis fra denne bugt Lehis selskaber satte sejl med kurs mod det forjættede 
land. 




^*«*a|^•■~rr^MlilÆ , 



XJ H MU . 



r *«&p' 



-'■^'MMIPk: 




aa*£<2iP**^ 




U.,!J.JillP!l»iW»|i|)j.. 



: ~~:***. : : : 



*»* 



* **%ML * 



— ~_* -.„48. ,. 






r**^, : 



VED DAGENS BEGYNDELSE 

I august måned havde Jørgen W. Smidt 
igen fået overladt mikrofonen i Danmarks 
radios udsendelse "Ved Dagens begyndel- 
se" 4 lørdage. 

Vi bringer her teksten til den første ud- 
sendelse: 

Sp.: Hvorfor bliver folk egentlig mormo- 
ner ? Er den almindelige kirke ikke 
god nok ? 

Sv.: Mange mennesker, som nok tror på 
Gud Faderen og på Jesus Kristus, 
kan ikke fatte den "ortodokse" lære 
om Guddommen som noget mystisk 
"tre-i-een", der svæver over vandene 
og ikke rigtig kan defineres, som no- 
gen siger er en "indflydelse" eller en 
naturkraft, og de kan ikke fatte, 
hvordan de skal kunne bede til og få 
svar fra en Gud, som kirken lærer 
ikke længere taler til menneskene 
men har sagt sit sidste ord med det, 
der står i Bibelen. 

Sp.: Hvad sker der så med sådanne menne- 
sker ? 

Sv.: Der sker vel det for nogle af dem, at 
de lader sig stille tilfreds dér, hvor de 
er — de har ikke længere den fornød- 
ne kraft og energi til at søge efter den 
kostbare perle. De lader stå til og hå- 
ber på på Guds store nåde . . 
Og andre glider helt ud. De fortæller 
sig selv, at Gud er død, at de selv er 
ateister, altså ikke tror på nogen 
form for Guddom. Den almindelige 
kirke siger, at den ikke vil missionere 
— det er ikke dens opgave. Den skal 
bare være der, når disse mennesker 
en skønne dag måske får brug for den. 
Og derfor kommer den dag kun sjæl- 
dent, før de skal begraves. 

Sp.: Men hvad så med dem, der fortsat 
søger ? 

Sv.: Ja, det er den sidste af disse tre for- 
skellige grupper mennesker. Det er 
dem, der siger til sig selv: Dette her 
kan ikke være rigtigt. Der er noget 
galt. Det stemmer ikke overens med 
skriften. 

Sådanne mennesker begynder at søge. 
Og en skønne dag finder de frem til 
sandheden om Guddommen og der- 
med muligheden for at bede og få 
svar. 

Sp.: Jamen, hvordan er da Guddommen — 
ifølge Mormonkirkens lære ? 

Sv.: Guddommen består af tre væsener, 
Faderen, Sønnen og Helligånden. De 
to er håndgribelige, levende og af 
skikkelse som mennesker — vi blev jo 
skabt i "Guds billede". Gud Fader er 
den almægtige hersker over alle ver- 
dener, sønnen, Jesus Kristus, er vor 
verdens skaber og Gud, givet denne 
opgave af sin far og i alle forhold ly- 
dig over for og enig med ham. Gud er 



den bogstavelige far til alle menne- 
skers ånder, og derfor elsker han os 
og betragter os som sine børn. Han 
ønsker kun, at vi skal være lykkelige 
og glade — og vi kan blive det ved at 
efterleve reglerne for livet på jorden 
— det, der kaldes Jesu Kristi evange- 
lium. 

Sp.: Er det kun Mormonerne, der bliver 
frelst ? 

Sv.: Jesus Kristus frelste alle mennesker 
fra døden. Da han nedlagde sit liv og 
igen opstod, gjorde han det muligt 
for alle mennesker at opstå. Vi vil 
alle få del i opstandelsen. Efter op- 
standelsen vil alle blive bedømt efter 
deres gerninger og få den løn, som de 
har gjort sig fortjent til. Det er simpel 
retfærdighed. Og Gud er retfærdig. 

Sp.: Vil det sige, at de gode så kommer i 
Paradis og de onde i Helvede ? 

Sv.: Så enkelt er det nok ikke. Jeg sagde, 
at Gud Fader er far til alle menne- 
skers ånder. Vi opholdt os allesam- 
men hos Faderen som ånder. Vi fik 
chancen for at gennemgå livet her på 
jorden, hvor vi kan få en udvikling i 
dødelige legemer, som vi ikke kunne 
få i åndeverdenen. Samtidig er dette 
en prøvetilstand, hvor det skal afgø- 
res, om vi i alle forhold vil rette os ef- 
ter Faderens og Sønnens bud og love. 
Gør vi det, kan vi regne med efter 
døden at komme tilbage til Guds nær- 
vær. De, der ikke består prøven, 
kommer et sted, der nøje svarer til 
den udvikling, de er nået til, og hvor 
de vil blive lykkeligst. Men det har ik- 
ke noget at gøre med Paradis, for det 
er et midlertidigt sted, hvor vi vil op- 
holde os efter døden og indtil dom- 
fældelsen, og hvor vi har mulighed 
for at blive omvendt til Jesu Kristi 
evangelium. Det var dér Jesus opholdt 
sig et par dage umiddelbart efter sin 
død — for at prædike sit evangelium, 
og hvortil han også bød den ågrende 
røver velkommen han, som hang ved 
hans side på korset. 

Sp.: Det vil så sige, at mennesket har man- 
ge liv — tror mormonerne på reinkar- 
nation ? 

Sv.: Nej, så absolut ikke. Lige så lidt som 
på udviklingslæren. Mennesker er 
skabt i Guds billede, og vi er hverken 
kommet fra aberne eller andre dyr, 
og vi vil aldrig blive til noget andet 
end mennesker. 

Sp.: Men så forstår jeg ikke rigtigt . . . 

Sv.: Lad mig gentage det, jeg sagde og 
gøre det lidt mere tydeligt denne 
gang: 

Gud Faderen er far til alle menneskers 
ånder. Vi levede hos Gud som ånder 
i en lykkelig tilværelse, der dog ikke 
gav os mulighed for den udvikling, 
der kommer af at kæmpe sig frem 
gennem trængsler, sygdom og nød. 



og hvad ellers tilværelsen som menne- 
sker her på jorden kan byde. Vi fik 
derfor et legeme og blev sat på jorden 
som børn af andre mennesker. Vi 
blev altså født som små børn og uden 
erindring om den tilværelse, vi havde 
i åndeverdenen. 

Sp.: Og så oplever vi altså alle besværlig- 
hederne på jorden. Hvor fører det os 
hen ? 

Sv.: Gennem prøvelserne hér udvikles vi 
— vi lærer at klare os gennem vanske- 
ligheder, lærer alt det, som menne- 
sker nu engang gennemgår. Og vigtigst 
af alt, vi lærer, at der er modsætninger 
i alle ting — lys og mørke, sødt og 
surt, og — rigtigt og forkert, godt og 
ondt. Var det ikke sådan, at vi menne- 
sker altid er nødt til at foretage et 
valg, hver eneste dag mange gange må 
vælge, om vi vil gøre det ene eller det 
andet, så ville der ikke være mulighed 
for at dømme os retfærdigt. Er vi så- 
dan indstillet, at vi hellere vil gøre 
det rigtige end det forkerte, ja, så vil 
vi blive bedømt mildt og få lønnen 
derefter. Foretrækker vi at gøre det 
forkerte eller onde for hurtigere og 
nemmere at klare tilværelsen for os 
selv, til vor egen fordel og på andres 
bekostning, ja, så har vi ikke klaret 
prøven og vil ikke opnå de velsignel- 
ser og de fordele efter døden, som vi 
kunne have fået del i. 

Sp.: Det var altså liv nummer to. Og hvad 
så efter, at vi er døde ? 

Sv.: Så snart et menneske dør, forlader 
ånden legemet og bliver "bragt hjem 
til gud", som gav dem livet. De, der 
har været retskafne, indføres i en lyk- 
saligheds tilstand, som kaldes Paradis, 
en hvilens tilstand, en fredens tilstand 
uden besvær, bekymring og sorg. De 
ugudelige ånder, de onde, vil blive 
kastet ud i mørket under djævlens 
herredømme. 

Men det er kun for en kort tid. Para- 
dis er ikke et blivende sted. I Paradis 
v\\ der være mulighed for omvendelse, 
mulighed for at antage Jesu Kristi 
evangelium. 

Og så kommer den endelige domfæl- 
delse, hvor hvert eneste menneske vil 
blive bedømt efter sin vilje til at gøre 
det gode og undgå det onde, altså ef- 
ter sine gerninger. 

Sp.: Det var så den tredie tilstand. Hvad 
kommer derefter ? 

Sv.: Efter dommen vil enhver blive anbragt 
i den herlighed, på det sted, hvor 
man i henhold til sin udvikling, det, 
man har lært, og det man har udret- 
tet og gjort i de tidligere tilværelser, 
har gjort sig fortjent til og vil befinde 
sig bedst. 

Sp.: Det vil altså sige, at vi får, som vi har 
fortjent ? 



38 



Sv.: Det kan man godt sige. Men Gud Fa- 
deren er vores far. Han elsker os og 
ønsker kun det bedste for os. Han vil 
dømme os mildt, fordi vi er hans 
børn. På den anden side kan han ikke 
tilsidesætte de love og regler, han selv 
har sat, for det ville være at tilside- 
sætte retfærdigheden. 

Sp.: Ja, jeg siger tak for denne oplysende 
samtale. Er DE, kære lytter, blandt 
dem, der søger efter sandheden, så 
lyt igen på næste lørdag, hvor vi vil 
fortsætte denne diskussion om det, 
som mormonismen, Jesu Kristi Kirke 
af Sidste Dages Hellige, forkynder. På 
genhør på lørdag på samme tid. 



MIT VIDNESBYRD 

Jeg blev opdraget i et indremissionsk 
hjem. Vi lærte og forsøgte at følge Jesu 
lærdomme. De tror, eller jeg må måske 
hellere sige, at sådan opfattede jeg min 
fars tro: "Der er kun én himmel og ét hel- 
vede. Alle som ikke kommer i himlen 
kommer altså i helvede. Og man skal fak- 
tisk være indremissionsk for at komme i 
Himlen". Der blev talt meget om Helvede 
og hvor forfærdeligt det var at komme 
der. Det gjorde stort indtryk på mig. Da 
jeg blev 15-16 år og kom ud blandt andre 
mennesker og begyndte at tænke selv, 
kunne jeg ikke forstå, at når menneskene 
har ret til at tro eller ikke tro, at de som 
ikke troede, men alligevel var gode og ret- 
skafne mennesker, skulle puttes i helvede 
sammen med løgnere, tyveknægte og 
mordere. Jeg syntes ikke det var rimeligt 
eller retfærdigt. 

Jeg sagde det til min far, men han svarede: 
"Vi må ikke gå i rette med Gud". 
Jeg ville ikke tro på en sådan Gud. Da jeg 
ikke kunne forstå, det jeg havde lært, for- 
kastede jeg troen på Gud. I første omgang 
føltes det som en lettelse. Når der ingen 
Gud var, havde jeg heller ingen at skulle 
stå til regnskab for, så var der heller ikke 
andet end dette liv, og så er der mange 
ting, der er uretfærdigt. Hvorfor er nogle 
født med sygdom, som de må slås med 
hele livet. Hvis der kun er dette liv, er det 
så retfærdigt ? Og så blev livet menings- 
løst for mig. 

Ærlighed har altid været noget meget 
betydningsfuldt for mig. Jeg gik og tumle- 
de med disse hvorfor ? Efterhånden syn- 
tes jeg at livet var sådan: "Hug en hæl og 
klip en tå, hvis du vil leve". Jeg sagde til 
Gud: "Hvis livet er sådan, vil du så ikke 
godt tage mig bort, jeg kan ikke holde ud 
at leve sådan". 

Min bøn blev, om jeg ikke måtte kunne 
gøre lidt nytte, lære sandheden at kende, 
selvom den også skulle gå mig imod. 



Da jeg var 27 år kom 2 missionærer fra 
Jesu Kristi Kirke og ringede på, de sagde 
de havde et vigtigt budskab. Jeg fik hel 
hjertebanken, hvad kunne der være sket. 
De spurgte om de måtte komme igen, når 
min mand var hjemme. De havde svaret 
på mine "hvorfor" ? Jeg syntes og synes 
stadig at det skønneste er "frelsesplanen": 
At Gud virkelig har tænkt på alle menne- 
sker, og at der er en bolig til enhver, — og 
at enhver får efter sine gerninger". Kan 
noget være mere retfærdigt. De sagde og- 
så, at Jesu Kristi Kirke var den eneste san- 
de kirke på jorden. Jeg syntes, det var en 
dristig påstand og tænkte, så skal de også 
kunne stå for alle spørgsmål og undersø- 
gelser. 

Da jeg lærte om visdomsordet, lod jeg 
med det samme være med at drikke kaffe, 
det faldt mig ikke særligt svært. Jeg var 
heldigvis holdt op med at ryge 2 år før. 
Ellers tror jeg nok, jeg ville have fået 
svært ved at overholde visdomsordet. 
Det havde været meget svært for mig at 
holde op med at ryge. Jeg tænkte, det 
skal ikke være p.g.a. at jeg ikke holder 
visdomsordet, at jeg ikke kan få et vid- 
nesbyrd om sandheden. 
En nat vågnede jeg kl. 3, da min mand 
stod op for at gå på arbejde (han er ved 
jernbanen). Jeg hørte en stemme kalde på 
mig, som sagde: "Det er rigtigt nok, fru 
Andersen, De kan godt tro på det". Jeg 
blev så glad, jeg sprang ud af sengen, for 
jeg tænkte at den stemme måtte min 
mand da også have hørt, den var så klar 
og tydelig. Da jeg kom ud til min mand, 
så han ud som han plejede. Jeg blev fak- 
tisk så skuffet, at jeg slet ikke nævnede 
det for min mand på det tidspunkt. Jeg 
tænkte, så må det være dig, der har drømt. 
Men jeg husker denne oplevelse lige så 
tydeligt nu, som for 17 år siden. 
På et senere tidspunkt tænkte jeg, du kan 
også bare knæle ned og spørge om Joseph 
Smith var en sand profet. Jeg blev lidt 
mat i knæene ved tanken, men jeg knæle- 
de ned og bad. Jeg følte ikke, jeg fik no- 
get svar på min bøn. I dag er jeg glad for, 
at jeg ikke fik mit svar på det tidspunkt, 
for så ville jeg aldrig have overvundet min 
frygt for helvede. Hvis man aldrig har op- 
levet denne frygt, kan man nok ikke for- 
stå, hvad det vil sige. På et tidspunkt un- 
der min undervisning, tog jeg den beslut- 
ning, at jeg ikke en gang til ville antage 
evangeliet af frygt for, hvad der kunne 
ske mig efter døden. Det lyder måske let 
at tage en sådan beslutning, men det var 
det ikke. Jeg kan huske, at hårene rejste 
sig på hovedet af mig og jeg fik gåsehud 
over hele kroppen, da jeg tog denne be- 
slutning. 

Der var 3 hold missionærer, der arbejdede 
med mig. Til det 2. hold missionærer sag- 
de jeg, at jeg gerne ville undersøge andre 
kirker også, så de skulle ikke komme et 
stykke tid. I begyndelsen syntes jeg det 



var en lettelse — så udsatte jeg den ende- 
lige afgørelse, om jeg ville sige ja til at 
følge kirkens lærdomme. Da der var gået 
en måneds tid kom et nyt hold missionæ- 
rer, de ville gerne vide, hvordan det gik. 
Jeg følte mig lidt presset, da de var gået. 
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, for 
at få et vidnesbyrd som jeg ønskede, for 
at kunne holde fast ved kirken, når missi- 
onærerne var rejst hjem. I min nød gik 
jeg på biblioteket og lånte en bog om 
Martin Luther. Martin Luther ord havde 
gjort indtryk på mig, da jeg i skolen lærte, 
at M.L. havde sagt: "Jeg har ingen myn- 
dighed til at organisere en kirke". Det var 
ligesom et lyn slog ned i mig, og jeg tænk- 
te "Hvad så med vores kirke". Det var 
folkekirken jeg var døbt i, og den bygger 
jo på Luthers lærer. Da jeg havde tænkt 
den tanke, blev alt lige som fuldstændig 
mørkt omkring mig. Jeg glemte denne op- 
levelse indtil missionærerne kom og be- 
gyndte at undervise mig. Missionærerne 
gav mig også en forståelse af hvilken stor 
gerning Jesus havde udført for mig og alle 
mennesker, at lide døden for at jeg og 
alle mennesker kan opstå. Og havde på- 
taget sig alle menneskers synder, for at 
alle de som vil omvende sig ikke skal lide. 
Dette fik mig til at føle mig i stor gæld til 
Jesus. Jeg følte mig knuget til jorden, for 
selv om jeg også ville opgive al fornøjelse, 
og kun arbejde for evangeliet, kunne jeg 
alligevel aldrig tilbagebetale, hvad Jesus 
havde gjort for mig. Dette var en byrde 
for mig. Da jeg læste om M.L. fortalte 
han, hvordan han på et tidspunkt i sit liv 
havde vendt livet ryggen og prøvet helt at 
forsage alt i livet, og alligevel følte han sig 
ikke fri. Først da han lærte, at det Jesus 
ønsker, ikke er forsagelse af livet, men ly- 
dighed mod Ham og Hans lærdomme, 
fandt han fred. 

Da jeg læste dette, faldt der en sten fra 
mit hjerte og fra det øjeblik vidste jeg, at 
Jesus var og er Guds søn og at Gud virke- 
lig er til. Nu manglede jeg kun at få et vid- 
nesbyrd om kirken var sand. 

En formiddag missionærerne var der, 
spurgte de, om jeg havde noget imod at vi 
fastsatte en dag for min dåb en månedstid 
frem i tiden, så vi havde et bestemt mål at 
arbejde på. Jeg sagde, at jeg ikke havde 
noget imod dette, men at jeg ikke vidste, 
om jeg ville lade mig døbe på dette tids- 
punkt. De sagde, de gerne ville faste sam- 
men med mig, for at jeg kunne få et vid- 
nesbyrd om kirken, og om jeg ville knæle 
ned sammen med dem og selv bede om 
jeg måtte få et vidnesbyrd om kirken. Om 
eftermiddagen kl. 1 .30 stod jeg i mit køk- 
ken, da en stemme sagde til mig: "Vil du 
tro på, at kirken er sand, hvis de og de 
ting sker". Jeg overvejede det lidt, hvoref- 
ter jeg svarede ja. Stemmen var så tydelig, 
at jeg vendte mig om, for at se om der 
stod en 3 skridt fra mig. Vi havde et stort 
elektrisk ur på væggen i køkkenet, og jeg 



39 



konstaterede at klokken var 1 .30. Jeg 
tænkte, nu har du et vidnesbyrd, nu be- 
høver du ikke at faste længere, men så 
tænkte jeg, nej, missionærerne skal ikke 
gå og sulte for min skyld, og så går du 
bare og spiser. Jeg er meget glad for at jeg 
fortsatte fasten, ellers var det jo ikke sik- 
kert, at tingene gik i opfyldelse, som var 
lovet mig. Tingene gik i opfyldelse og jeg 
blev døbt. 

Jeg er meget taknemmelig for mit med- 
lemskab af kirken. Jeg oplever tingene 
mere intens end nogen sinde før i mit liv. 
Jeg glæder mig over livet, og ønsker kun 
at lære mere og blive bedre til at efterleve 
evangeliets lære, fordi jeg har erfaret, at 
den lære jeg har sat på prøve, har givet 
mig fremgang og lykke. 

Ruth Nøddegaard Andersen 



"ROOTS" i TV 

I april 1977 generalkonferencen nævnede 
præsident Kimball den kolossale virkning 
på interessen for genealogisk arbejde 
blandtikke-medlemmer af kirken, som en 
programserie på en af de store TV-selska- 
ber har haft. 

Kirken er ligefrem blevet bestormet med 
forespørgsler om sit genealogiske arbejde, 
organisation, bibliotek og arkiver, efter at 
serien er blevet vist. 

Det er glædeligt og spændende, at det nu 
meddeles fra dansk TV's side, at dette 
program, der har haft en vældig publi- 
kumssucces i USA, og som er det dyreste 
projekt dansk TV endnu har købt i udlan- 
det, vil blive vist her. Det drejer sig om 
serien "Roots" ("Rødder"), der herhjem- 
me vil blive lanceret som "Slaveriets hi- 
storie", mens vi i højere grad vel vil lægge 
vægt på, at det drejer sig om en nutids-ne- 
ger, som sætter sig for at finde frem til 
sine forfædres navne og historie. Hans sø- 
gen i arkiver, historiebøger og blade er en 
spændende beretning, der har vist sig at 
give titusinder af mennesker blod på tan- 
den for selv at gå i gang med genealogisk 
efterforskning. 

Vi kan kun opfordre alle medlemmer til 
selv at være opmærksom på, når serien 
bliver vist i dansk TV — og at gøre venner 
og bekendte bekendt med, at her er en 
usædvanlig oplevelse i vente, som enhver 
bør benytte sig af. Og at vi alle gør os klar 
til at tage imod spørgsmål om kirkens 
særlige interesse for genealogi og de hjæl- 
pemidler vi har til at udføre arbejdet. 
Sørg for at have et par eksemplarer af 
brochuren "Hvorfor Genealogi ?" og også 
den, der hedder "Præsentation af Genealo- 
gisk Selskab" ved hånden lige efter, at 
serien er blevet vist. 

JWS 



STJERNENS MINIORDBOG 
FRIMODIG 

(Ældre nydansk (ca. 1500-1700 det sam- 
me), fra (middelalder - plattysk): Vrimo- 
dich (højtysk: freimtitig) = som i kraft af 
sin gode samvittighed eller i tillid til sin 
sags retfærdighed er ved godt mod; frejdig, 
ubekymret; tillidsfuld. Kan også bruges i 
betydningen — uforfærdet, modig, tapper 
men bruges næppe mere i denne betyd- 
ning. 



SOMMERPRIMARY - 
DET KAN IKKE LADE SIG GØRE ! 

Alle ledere og lærere er jo på ferie og det 
er børnene også. 

Det sagde vi også her i 3. ward, men så fik 
vi et meget spændende sommerprogram i 
primary. Da Britta Rasmussen havde læst 
det kunne hun slet ikke lade være med at 
reagere. Vi fendre i bestyrensel havde også 
allerede haft en snigende fornemmelse af, 
at det vist var noget vi burde gøre noget 
ved, men som sagt det kunne jo ikke 
nytte noget, for ingen er jo hjemme om 
sommeren. Men — Britta har selv tre børn 
plus alle de ekstra de altid med begejstring 
inviterer med og Anne Grete har to, som 
meget gerne ville komme, nogen af gan- 
gene, så det var da lidt at begynde med og 
vi var da også et par ledere hjemme. Vi 
blev enige om at prøve og her skal I høre 
resultatet. Da der ikke var tilrettelagt 
nogen form for primary for ugerne fra 
den 23. juni til den 4. august var vi nødt 
til at tilrettelægge uge for uge og her lær- 
te vi allerførst noget om sommerprimary. 
Selve programmet er lavet således, at der 
ikke kræves de samme store forberedel- 
ser, som om vinteren. Alle børnene er 
samlet til fællesaktiviteter som blot kræ- 
ver et par voksnes forberedelser. Vi er 
meget velsignede i vores kirke, med søstre 
der har mange forskellige talenter og dem 
har vi virkelig draget nytte af. Den første 
torsdag lavede børnene fladbrød over bå- 
let medens Britta fortalte pionerhistorier. 
Den anden torsdag kom Laila Krenckel og 
hjalp børnene med at skære sæbefigurer. 
Den næste gang fik vi søster Emmy Bro- 
lyng til at fortælle om sin barndom i kir- 
ken — bagefter spillede børnene rundbold. 
Vi har haft søster Ellen Hall til at hjælpe 
børnene med at lave pionerveste og Anne 
Grete har hjulpet børnene med at lave 
dukker af klude — sådan som pionerbørn 
var nødt til, hvis de ville have en dukke at 
lege med. Som slut på sommerprimary 
skal vi have en fælles pionerfest med for- 
skellige lege og forfriskninger. Sommer- 
programmet som hedder: "Banebrydere 
over hele verden" indeholder forslag til 



selve forprogrammet samt forskellige pio- 
nerhistorier og forslag til lege og aktivite- 
ter, hvorfor det næsten giver sig selv. Der 
har været mindst 11 børn til stede hver 
gang og vi har haft mindst 3 voksne lede- 
re. Både børn og voksne har til tilder væ- 
ret forskellige — men det var muligt at 
gennemføre, fordi mindst een af de voks- 
ne som var der den ene gang, havde mulig- 
hed for at arrangere den næste primary, 
det har været dejligt at få lov til at beskæf- 
tige sig med vore børn på den tid af da- 
gen, hvor de er friske og veloplagte (fra 
klokken 10 til ca. 11.30) og det har især 
været rart at komme dem nærmere, så- 
dan som man gør det, når man hjælper 
dem med at lave forskellige ting. Vi har 
lært hvert enkelt barn bedre at kende, 
idet der har været færre og forskellige 
børn at beskæftige sig med. Jeg er sikker 
på, at denne ting kan hjælpe os med at 
løse nogle af de problemer, der kan op- 
stå i den egentlige primarysæson, hvor 
både voksne og børn er mere stressede. 
Vi vil gøre alt hvad vi kan for også til 
næste år at gøre det umulige muligt — 
nemlig at afholde sommerprimary. 

Grethe Ljungstrøm 

Præsidentinde i 

3. wards primary 



BUDSKAB FRA 

STAVSPRÆSIDENT 

HENNING K. FREDERIKSEN 

Det er godt at være kaldet til at være en 
hjemmelærer. 

De mange velsignelser man får, når man 
glæder sine søskende med et opmuntren- 
de ord, en håndsrækning, en bøn eller 
måske en påmindelse. 
Systemet med hjemmelærer er en meget 
effektiv måde for biskoppen eller grens- 
præsidenten til mindst én gang om måne- 
den at være i forbindelse med de fleste af 
de hellige inden for hans område. På den 
måde kan han dele sit ansvar og sine vel- 
signelser som hyrde med hver eneste bæ- 
rer af præstedømmet. Hjemmelærerarbej- 
det er virkelig udtryk for omsorg for hin- 
anden, for broderskab og kærlighed. Det 
er det, de fleste mennesker tørster efter. 
Og vi er jo mange præstedømmebærere 
til at bringe denne kærlighedsgerning ud i 
livet. Eller er vi ? 

"Mange er kaldede, men få er udvalgt. 
Og hvorfor er de ikke udvalgt ? Fordi de- 
res hjerte er de verdslige ting hengivne . .". 
(L&P 121:34-35). 

Ja, du ved: den ny, større bil, som skal 
poleres — netop i aften. Haven, der skal 
ordnes — netop i aften. Den meget inter- 
essante udsendelse i TV — netop i aften. 



40 





..... ■■ 





Talen, jeg skal forberede til søndag — 
netop i aften. Eller de mere seriøse: Jeg 
skal jo tjene til livets ophold — netop i 
aften. Min familie har virkelig brug for 
mig — netop i aften, hvor jeg skulle have 
været på hjemmelærerbesøg. 
Hvor er det godt, at Herren har velsignet 
de fleste af os med tid både lørdag og søn- 
dag — så vi virkelig kan opfylde vort kald 
som hjemmelærere. 

"Og enhver som har forladt hjem eller 
brødre eller søstre eller fader eller moder 
eller hustru eller børn eller marker for mit 
navns skyld, skal få det mangefold igen og 
arve evigt liv". (Matt. 19:29). 
Kan der gives større forjættelse til dig, 
hjemmelærer — du, repræsentant for præ- 
stedømmet ? 

Det er en velsignelse at være kaldet som 
hjemmelærer — når man ærer sin kaldelse. 



Kjeld Rasmussen 3. ward 

Kjeld Rasmussen 3. ward København har 
sendt os dette lille øjebliksbillede fra en 
dag i hans liv. Det er nu en del af hans 
mindebog. 

Fredag den 6. august 1 976, klokken er ca. 
fem om eftermiddagen, jeg kommer cyk- 
lende hjem fra et besøg hos Bertel Peter- 
sen, hvorunder han har fortalt mig om li- 
vet i Dragør 1905, da han var 9 år, samt 
om nogle mærkelige luftspejlinger på Salt- 
holm. Bertel tror ikke på mirakler, han 
mener at vide, at der er en forklaring på 
alt; heri har han naturligvis ret, men det 
har vi ikke diskuteret endnu. Inden jeg 
svang mig i sadlen oplyste jeg ham dog 
om at både Faderen og Sønnen har lege- 
mer af kød og ben ligesom han og jeg, 
blot med den forskel at deres legemer er 
fuldkomne. Som jeg kommer cyklende 
på Skebjergvej med eftermiddagssolens 
stråler i ryggen, kommer en lille pige lø- 
bende mig i møde, med et stort tandløst 
smil fortæller hun, at hun har plukket 
nogle dejlige mirabelblommer i gartner 
Bakkes hegn, hun giver mig nogle, jeg ta- 
ger hende i mine arme og kysser hende på 
panden og hun løber glad tilbage til mine 
to andre småpiger Julie og Inga. Jeg kører 
hen til dem og Julie fortæller glad, at 
blommerne er modne selvom de er grønne 
endnu; hun står på vores blå trappestige 
og plukker i en gammel kurv, som jeg har 
fundet på lossepladsen for et par år siden. 
Inga går hen til mig og siger: "Far jeg har 
nogle blommer til dig, her har du en rød 
blomme, men du skal ikke spise den på 
een gang for der kan være orm i den". 
Det viser sig, at hun har ret, og hun giver 
mig straks et par grønne blommer, som er 
saftige og smager dejligt. Jeg glæder mig 
en stund med mine småpiger, så vender 
jeg cyklen og kører ind i haven til min 
lille hustru, min lykke er fuldkommen. 

Kjeld Rasmussen 



Har du givet et Løfte — ? 

Har du givet et Løfte, men svigter dit Ord 
til en Ven, som maaske var i Nød, 
skal du vide, at hvor du end færdes paa 

Jord, 
nu et Skaar du i Tilliden brød. 

Har du givet et Løfte — maaske paa en Bøn, 
der bekræftes med Mund og med Haand, 
skal du vide, du aldrig vil miste din Løn, 
men at stærkt bliver Venskabets Baand. 

Har du givet et Løfte, men svigter, da vid, 

selv om ej det alvorligt var ment, 

og du rette vil Fejlen — en Dag, du faar 

Tid, 
kan det hænde, du kommer — forsent. 



Vær da nænsom med Løfter, som ej bli- 
ver holdt, 
til en Broder, en Søster — til Gud , 
thi de Sorger, som derved maaske er for- 
voldt, 
er i Modstrid med Frelserens Bud. 

Vi kan mødes og skilles og mødes igen, 
men erkender en kommende Dag, 
at maaske har vi mistet vor eneste Ven, 
blot fordi vi var lunken og svag. 

Th. Bregentoft 

København, i April 1946. 



NY PRÆSTEDØMIV1EENHED 
DANNET 

Det øverste Præsidentskab har givet med- 
delelse om oprettelsen af en melkisedekske 
præstedømmegeneralkomité, og der er 
blevet udnævnt 22 komitémedlemmer. 
Komitéen skal tjene som en planlægnings- 
og vurderingsenhed, og den vil gennemgå 
materialer, som benyttes i programmer så 
som hjemmelærerarbejde, familiehjemme- 
aften, programmer for enlige voksne og 
materialer, som benyttes i det melkisedek- 
ske præstedømmekvorums administration 
og undervisningsplan. 
Komitéen vil gennemgå programmerne og 
komme med forslag til rettelser, som ta- 
ges under overvejelse, hvis det er nødven- 
digt. 

Den melkisedekske præstedømmegeneral- 
komité er en del af præstedømmeafdelin- 
gen, som ledes af præstedømmets udøven- 
de komité; denne har ældste Gordon B. 
Hinckley som formand, ældste Marvin 
J. Ashton og ældste L. Tom Perry, alle 
medlemmer af De tolvs Råd. Ældste 
Robert D. Hales fra De halvfjerds' første 
Kvorum er udøvende leder for præste- 
dømmeafdelingen. 

Ældste James A. Cullimore fra De halv- 
fjerds' første Kvorum, der er øverste leder 
for præstedømmeafdelingens voksne af- 
deling, vil virke som komitéens formand. 
Ældste Richard G. Scott, som for nylig 
blev kaldet til De halvfjerds' første Kvo- 
rum, vil assistere ældste Cullimore. 
Komitéen forbinder funktionerne af det 
melkisedekske præstedømmes rådgivende 
komité og MPGIF hovedbestyrelsen; den 
er inddelt i fire mindre komitéer: kvo- 
rumsadministration, undervisningsplan og 
kvorumsoplæring, enlige voksne og aktivi- 
teter, hjemmelærerundervisning og fami- 
liehjemmeaften. 

Komitéens medarbejdere, som består af 
B. Lloyd Poelman, Larry E. Dahl og Rex 
W. Alired, vil samordne de mindre komi- 
téers aktiviteter. Formændene for de 
mindre komitéer består af : Royden J. 
Glade, kvorumsadministration; Dan Work- 
man, undervisningsplan og kvorumsoplæ- 
ring; Homer S. Ellsworth, enlige voksne 
og aktiviteter; Hugh W. Pinnock, hjemme- 
lærerundervisning og familiehjemmeaften. 

Kirken indvier den første 
kirkebygning i Spanien 

Den 10. juli indviede ældste Charles A. 
Didier den første kirkebygning i Spanien. 
800 overværede indvielsen og blandt dem 
var der 44 spaniere, som var blevet døbt 
dagen før. 

29 repræsentanter fra pressen var ligele- 
des tilstede og begivenheden blev refere- 
ret i 8 af Spaniens 9 aviser. 

Church News